Indsats mod sociale bedragere skal skærpes

Både Skat og politiet skal deltage mere aktivt i kampen mod sociale bedragere. Det mener Odenses Social- og arbejdsmarkedsrådmand.

De fynske kommuner har oprustet i kampen mod socialt bedrageri den seneste tid, men nu er det på tide, at staten hjælper mere til, siger Peter Rahbek Juel (Soc. dem.)

- Vi har allerede et godt samarbejde, men hvis Skat og politiet får stærkere muskler og kommunen også opruster, så kan vi komme meget mere socialt snyd til livs.

Staten kan tjene på det

Odense kommunes kontrolgruppe har allerede fundet en stor del af de sociale bedragere i byen ved en systematisk indsats, men rådmanden understreger, at staten kan have stor interesse i at fange flere, fordi en stor del af den gevinst, der kan skrabes ind, netop går til staten.

Men Ældrerådmanden i Odense, Jane Jegind (Venstre) giver ikke meget for sin rådmand-kollegas opfordring til staten.

- Vi kan da godt snakke med staten, om der kan være en gevinstfortjeneste ved at vi hjælper dem med at finde nogle penge, men det her handler om den store samfundskasse, og det at vi ikke vil være med til at give penge ud til borgere, der faktisk ikke skal have det, siger hun.

 

Skal finde penge til kontrol

Da kontrolgruppen for nylig afslørede snyd med hjælp til ældre og handicappede, var det efter et tip fra Ældre- og handicapforvaltningen og med penge derfra.

Jane jegind postede simpelthen 300.000 kroner i indsatsen, fordi gevinsten ved at afsløre snyderiet også havner i hendes forvaltnings kasse.

- Vi har bare i Odense et budget på 10 milliarder, så hvis vi skal bruge 300.000 kroner, så skal vi også kunne finde det ved omprioriteringer, specielt når formålet er at vi tror på, at vi kan finde nogle penge, så vi kan tjene på det, siger hun.
  

Oversigt

    Oversigt