Indsatte kagebagere får erstatning

Syv indsatte i Statsfængslet i Nyborg får erstatning for den behandling de fik, da fire fængselsbetjente blev syge efter at have spist af en kage.

Tre af de indsatte får nedsat deres afsoning med fire dage, mens fire får udbetalt mellem 1750 og 2350 kr. i erstatning, skriver Fyens Stiftstidende..

De fire fængselsbetjente fik voldsomme mavesmerter og faretruende høj puls efter at de havde spist af en kage, som de indsatte havde bagt i marts 2008. 

På en mistanke om at de indsatte havde forgiftet fængselsbetjentene besluttede fængslets ledelse at isolere de syv indsatte fra fællesskabet, deres celler blev ransaget og deres telefonsamtaler blev aflyttet.

Undersøgelse af kagen viste, at den ikke var forgiftet. I øvrigt havde de indsatte selv spist af kagen uden at blive syge.

Ifølge Fyens Stiftstidende er tre af fængselsbetjentene tilbage i tjenesten, mens den fjerde stadig er sygemeldt.

Årsagen til at de blev syge er aldrig fundet.

Oversigt

    Oversigt