3F Sydfyn kræver, at busselskabet DK Turist i Espe betaler løn til 10 chauffører for marts måned. Det har de ikke fået, og fagforeningen har nu begæret firmaet konkurs.
Det er kulminationen på en længere strid om chaufførernes kontrakt, som 3F ikke mener, at der er blevet overholdt. Da lønnen for marts ikke kom, skred 3F til handling.
- Vi har længe været uenige med DK Turist om chaufførernes kontrakt, som vi ikke mener er blevet overholdt. Og når pengene for marts ikke kommer, har vi begæret selskabet konkurs, så chaufførerne er sikret deres tilgodehavende i Lønmodtagernes Garantifond, siger faglig sekretær hos 3F Sydfyn, Sten Jespersen
DK Turist blev købt af danske busvognmænds landsformand, John Bergholdt, i august sidste år, og indtil marts har chaufførerne fået løn. Derfor undrer det 3F Sydfyn, at netop han pludselig tilbageholder løn.
Men John Bergholdt er uforstående overfor 3Fs konkursbegæring.
- 3F kommer med et bagudrettet lønkrav, som jeg ikke er enig i.
Han er ikke bekymret over 3Fs konkursbegæring.
- Hvis man får en regning, man ikke er enig i, kan man gøre to ting; enten ryste af skræk og betale, eller vente på en afgørelse i skifteretten. Jeg er ikke urolig, 3F har taget fejl før, siger John Bergholdt