I det fynske folks tjeneste

Intelligente vejskilte nu 15 måneder forsinket

De såkaldte intelligente vejtavler på den vestfynske motorvej skulle have virket ved årsskiftet til 2007, men nu mere end femten måneder ertavlerne stadig ikke i funktion. Den konservative transportminister Carina Christensen er tavs. 

Farcen om de intelligente vejtavler fortsætter.

Udskudt igen og igen

Så sent som denne søndag sendte tæt trafik en BMW i grøften ved Nørre Aaaby, og det gav lange køer på motorvejen i flere timer.
Den slags problemer skulle kunne afhjælpes med de nye tavler, der vil kunne informere bilisterne om vanskelige forhold.

Men selv om tavlerne nu har hængt over vejen i månedsvis, så er de ikke taget i brug.
Vejdirektoratet har undervejs præsenteret mange forskellige deadlines for projektet, og først på dagen i dag ville direktoratet ikke længere sætte dato på.
Men efter TV 2/FYN's interesse i sagen var der i eftermiddag igen sat dato på, nu skal skiltene virke den første maj.
Skiltene blev sat op i oktober 2006, og skulle have virket ved årsskiftet til 2007.  Det gjorde de bare ikke,  og Vejdirektoratet lovede fire måneder senere at problemet ville blive løst. Det holdt heller ikke, og sidste år omkring jul lovede Vejdirektoratet så igen at en løsning var undervejs - nu hed deadlinen marts 2008.
Den holdt heller ikke, og nu lyder Vejdirektoratets forklaring, at tekniske problemer er årsag til forsinkelsen.

- Vi fynboer kan simpelthen ikke være tjent med det her, siger trafikpolitiker Poul Andersen fra socialdemokraterne.

Minister er tavs

Carina Christensen siger meget lidt om vejtavlerne.

Trafikminister Carina Christensen, der er øverste ansvarlig for direktoratet, har det ikke været muligt at få en kommentar fra i dag. Tidligere har hun flere gange givet udtryk for, at hun tager sagen alvorligt, men intet er altså sket.
Da TV 2/FYN sidste gang beskæftigede sig med tavlerne i december 2007 gav Vejdirektorates koordinator for trafikafvikling, Charlotte Vilthen udtryk for, at Vejdirektoratet simpelthen ikke havde ressourcerne til at sætte projektet i gang.
Også dengang var det konkrete uheld, der satte fokus på systemet, og heller ikke dengang var det muligt at få et interview med ministeren for at få svar på, hvorfor der ikke var sørget for de nødvendige penge til at sætte tavlerne i funktion.
I stedet sendte Carina Christensen en mail, hvor der stod, at "ministeren vil have belyst årsagerne til uheldene, herunder om intelligente trafiktavler kunne have afhjulpet uheldene.Derfor har ministeren bedt Vejdirektoratet om at gå i dialog med politiet om sammenstødene."

Mens TV 2/FYN altså ikke kan få adgang til at stille ministeren spørgsmål, så vil den socialdemokratiske trafikpolitiker Poul Andersen  nu tvinge Carina Christensen til at forholde sig til problemet.

- Det er klart utilfredsstillende, det der foregår i øjeblikket. Der er et paragraf 20  spørgsmål på vej til ministeren, siger Poul Andersen.