I det fynske folks tjeneste

Journalist overvejer injuriesag mod politiker

Formanden for Fyns Amts Social- og psykiatriudvalg, Ib Dalsfledt, risikerer nu at få en injuriesag på nakken efter at han har beskyldt en journalist fra Fyns Amts Avis for at planlægge en smædekampagne.

-

Formanden for Fyns Amts Social- og psykiatriudvalg, Ib Dalsfledt, risikerer nu at få en injuriesag på nakken efter at han har beskyldt en journalist fra Fyns Amts Avis for at planlægge en smædekampagne.

Ib Dalsfledt udsendte torsdag en pressemeddelelse, hvor han beskylder journalist Carsten Olsen fra avisen for at planlægge en anonym smædekampagne rettet mod amtsborgmester Jan Boye.

Skadelige arbejdsmetoder

Baggrunden er en e-mail fra Carsten Olsen, hvor Carsten Olsen beder om Ib Dalsfledts holdning til, at Jan Boye er i en dobbeltrolle som både amtsborgmester og borgmesterkandidat i Odense.

- Jeg er chokeret over arbejdsmetoden. Jeg må på det skarpeste tage afstand fra Carsten Olsens metoder, som er særdeles skadelige både for det politiske arbejde og for pressens anseelse, skriver Ib Dalsfledt i en pressemeddelelse.

Samtidig kalder Ib Dalsfledt journalisten for lusket og ubegavet.

- Hvilken interessse skulle jeg have i at stikke en kniv i ryggen på en dygtig amtsborgmester? Jeg spørger mig selv om pressens magt nogen gange kan stige journalisterne til hovedet, skriver Ib Dalsfledt.

I pressemeddelelsen, der er blevet sendt ud til hele den fynske presse, har Ib Dalsfledt vedhæftet den personlige e-mail fra Carsten Olsen.

Bagvaskelse

På Fyns Amts Avis er Carsten Olsen rystet over Ib Dalsfledts udfald.

- Det her er et tillidsbrud fra Ib Dalsfledts side. Det er uhørt at sende en mail til ham fra mig ud til hele pressen. Desuden er hans pressemeddelelse forkert og injurierende. Jeg opfordrer ikke til nogen smædekampagne, men jeg rejser blot et relevant politiske spørgsmål. Jeg har heller ikke bedt ham om at være anonym og i dag er e-mails et ganske almindeligt arbejdsværktøj for journalister, siger Carsten Olsen.

Carsten Olsen overvejer nu kraftigt at rejse injuriesag mod Ib Dalsfledt.

- Jeg har sendt denne mail ud til flere politikere og ingen har reageret som Ib Dalsfledt. Hans reaktion er skadelig for tilliden mellem presse og politikere. Det er bagvaskelse mod min person, siger Carsten Olsen.

Politikerne uenige

Amtsborgmester Jan Boye har set e-mailen fra Carsten Olsen. Han vil ikke tage stilling til Ib Dalsfledt pressemeddelelse.

Socialdemokraternes gruppeformand i amtsrådet undrer sig dog over Dalsfledts udfald.

- Jeg kan ikke se nogen smædekampagne i journalistens email. Spørgsmålet, der bliver stilllet, er relevant nok, og Jan Boye og alle andre amtspolitikere, må holde tungen lige i munden, når de søger valg andre steder, siger Poul-Erik Svendsen.

Ved du noget? Så send os et tip

Ny forbedret app til dig
Ny forbedret app til dig
Ny forbedret app til dig

Tryk på del og herefter "Føj til hjemmeskærm" for at oprette en genvej.

Åben browser menuen og vælg "Føj til startskærm" for at oprette en genvej.