I det fynske folks tjeneste

Juletrafikken er særdeles ustabil

01:23

1 af 2

Motorvejen på Fyn er skiftevis åben og lukket, og DSB har betydelige forsinkelser. DSBs hjemmeside brød sammen

Motorvejen på Vestfyn er den vejstrækning, der driller allermest i juletrafikken. Hele lillejuleaftensdag frem til ved 15-tiden var motorvejen i begge retninger skiftevis åben og lukket i begge retninger.

Lastbiler, der kom på tværs på de spejlglatte veje, var det store problem.

Netop som Vejdirektoratet efter talrige havarier meldte om åbne vejbaner, kom der klokken 14.40 en ny melding: Lastvognstog på tværs af motorvejen mod Odense mellem Middelfart og Nørre Aaby.

Informationsmedarbejder Torben Holm Knudsen oplyser, at der er skete et utal af småuheld i Trekantsområdet og ned mod Haderslev og Aabenraa, som har sat de julerejsende på en alvorlig tålmodighedsprøve.

Heldigvis har den normale myldretidstrafik været mindre i dag end normalt, men Vejdirektoratet forventer et nyt ryk af julerejsende i løbet af eftermiddagen.

Storebæltsforbindelsen forventer, at 36.000 biler skal over broen lillejuleaften, heraf de 21.000 i vestgående retning.

Mens DMI varslede snestorm over Vestsjælland, Lolland-Falster og Bornholm, oplyste DSB om forsinkelser på op til en time og 20 minutter for Intercitytogene. DSB indsatte et ekstra tog med 400 siddepladser fra København til Odense klokken 16.07, og det returnerer klokken 18.25 uden stop inden København.

Trafikken på DSB's hjemmeside var så voldsom, at den gik ned.

- Der er oprettet en nødhjemmeside, hvor alle nødvendige trafikinformationer er tilgængelige på dsb.dk, oplyser Niels-Martin Methmann fra DSB Kommunikation.

Brugen af DSBs hjemmeside var lillejuleaften ti gange større end på en normal dag.

Dansk Autohjælp og Falck havde midt på dagen haft omkring 2700 assistancer til fastkørte bilister.

I Københavns Lufthavn i Kastrup var trafikken præget af forsinkelser på typisk en time eller to, men der var også aflyst otte afgange. Færgeruten Mols-Linien har indsat en ekstra færge i hver retning torsdag aften.

Bornholm har lillejuleaften foreløbig været uden flyforbindelse til omverdenen. Tre afgange og tre ankomster er aflyst i formiddagstimerne, og seneste melding er, at en afgang fra København til Rønne klokken 16.15 er forsinket på ubestemt tid - hvis afgangen overhovedet bliver gennemført.

De 3000 julerejsende, der kommer til Bornholm fra Ystad torsdag aften eller nat strander i Rønne, og med mindre de i forvejen skal overnatte i byen, bliver de indkvarteret på Almegårs Kaserne.

Bornholm er det eneste sted, hvor det stadig sner kraftigt. Meteorologerne har varslet 40 centimeter sne.

Ved du noget? Så send os et tip

Ny forbedret app til dig
Ny forbedret app til dig
Ny forbedret app til dig

Tryk på del og herefter "Føj til hjemmeskærm" for at oprette en genvej.

Åben browser menuen og vælg "Føj til startskærm" for at oprette en genvej.