I det fynske folks tjeneste

Kampdag på museum: De glemte kvinder skal findes frem

8. marts, også kendt som Kvindernes Internationale Kampdag, fejres med en eftermiddag og aften i kvindernes tegn på Møntergården i Odense.

Foto: Møntergården

Onsdag er Kvindernes Internationale Kampdag, og dét fejrer Møntergården i Odense med et arrangement, hvor der vil være særlig fokus på kvinder i et historisk perspektiv.

- Vi er et museum, så når vi laver noget, skal der være et historisk perspektiv. Og det er også vigtigt at vide, hvilke rødder vi står på, når vi skal diskutere kvindekampen i dag, siger Dyveke Skov Larsen, museumsinspektør på Møntergården.

Historie og nutid

Arrangementet er et samarbejde mellem det 'gamle' museum Møntergården og den 'unge' forening Dansk Kvindesamfund Odense, som blev stiftet i 2016.

Programmet består af lige dele historiske og aktuelle oplæg, og der vil i løbet af dagen være live-musik og rundvisning i Møntergårdens udstilling med særlig fokus på kvindehistorie.

- Jeg er spændt på vores rundvisning. Kvinder er i mange tilfælde skjult eller helt glemt i historien, og det afspejler vores udstilling også. Så det bliver noget med at grave lidt under overfladen for at finde dem, siger Dyveke Skov Larsen.

Fyn Live

Arrangementet starter klokken 16.15, og Fyn Live sender direkte fra arrangementet i løbet af onsdag eftermiddag på TV 2/FYN Nyhedskanalen.

Læs mere om arrangementet her.