I det fynske folks tjeneste

Karsten Hønge er skuffet over Astrid Krag

Medlem af Folketinget for SF, Karsten Hønge, føler sig snydt af tidligere partifælle Astrid Krag, som har meldt ud, at hun nok altid har været socialdemokrat.

Den tidligere SFer og sundhedsminister, Astrid Krag, har udtalt til Sjællandske, at hun var havnet i det forkerte parti og at hun nok altid har været socialdemokrat, skriver BT.

Det har fået Karsten Hønge til at rase på Twitter:

- Om jeg føler mig røvrendt, det tror jeg nok, skriver han.

Til Berlingske Nyhedsbureau siger han:

- Jeg har kendt Astrid Krag i mange år, og jeg støttede hende også under formandsvalget. Derfor føler jeg mig pisset på, når hun siger, at hun også i den periode var socialdemokrat.

Karsten Hønge mener, at Astrid Krags udtalelse er en form for karrierepleje i hendes ny parti, hvor hun skal tilkæmpe sig et mandat.

Men det sker på et ufint grundlag, mener Karsten Hønge.

- Det er udtryk for en politisk moral, som jeg godt nok ikke har meget til overs for. Jeg føler mig misbrugt, siger han til Berlingske Nyhedsbureau.

Ved du noget? Så send os et tip