Kerteminde står til at miste støtte

Kerteminde er en af tre syddanske kommuner som står til at miste støtte til udvikling i landdistrikter, de såkaldte LAG-midler.

Ministeriet for By, Bolig og Landdistrikter lægger op til at slette Kerteminde, Esbjerg og Vejle fra listen over kommuner, der har mulighed for at søge LAG-midler til projekter på landet.

Det kan være støtte til en virksomhed, der vil etablere sig på landet, eller når det lokale borgerråd vil renovere en central plads i en landsby.

LAG-midlerne er desuden med til at financiere lokale, frivillige projekter.

I Kertemindes tilfælde er begrundelsen, at kommunen ligger så tæt på Odense Kommune.

Men den køber Region Syddanmark ikke:

- Udviklingen i Odense smitter ikke automatisk af på Kerteminde, siger formanden for regional udvikling i Syddanmark, Stephanie Lose, Venstre.

Regionen protesterer

Et enigt regionsråd bakker op om protesten og vil i et høringssvar kræve, at Ministeriet for By, Bolig og Landdistrikter ikke tager de tre kommuner af listen.

- Der er tale om landdistrikter, som i høj grad har brug for de ekstra midler til udvikling, siger Stephanie Lose.

Hvis Kerteminde ryger af listen kan virksomheder, foreninger og borgere i kommunen ikke søge LAG-midler i syv år.

Oversigt

    Oversigt