I det fynske folks tjeneste

Kommuner på kulturel strandhugst

Erfaren teaterekspert kalder det kulturel strandhugst i forlængelse af kommunalreformen, når Odense Kommune vil snuppe Schaufussballetten fra Holstebro.

Peter Schaufuss-ballettens flytning til Odense er kulturel strandhugst, mener ekspert

Når Peter Schaufuss Balletten vil flytte til Odense fra Holstebro, fordi balletmesteren kan få flere penge til at drive sit kompagni, så er det ligesom, når en fodboldspiller skifter klub til en højere løn.

Det siger professor Jørn Langsted, Institut for Æstetiske Fag på Århus Universitet, efter de seneste dages nye ballede om Schaufussballetten. Schaufuss vil nu rykke sit kompagni til Odense, netop som Holstebro Kommune har brugt 30 millioner kroner på et ballethus til manden.

- Odense har valgt at give ham et tilskud, som man ikke havde i Holstebro. Man har været på strandhugst i en anden kommune, og det er ret usædvanligt. Det kan give en mærkelig intern konkurrence kommunerne imellem, siger Langsted til Holstebro Dagblad.

Socialdemokraternes kulturordfører Mogens Jensen mener, at forudsætningen for årlig statsstøtte på 12 millioner kroner falder bort, hvis Schaufuss flytter fra Vestjylland.