I det fynske folks tjeneste

Kroejer afviser anklage

Johnny Baggesgaard Jensen, som forpagter Gjerndrup Kro, siger nu til Avisen.dk, at han ikke kan genkende Fødevarestyrelsens beskrivelse af forløbet om leverance til bierfest i Assens.

Avisen.dk kunne i dag fortælle, at Gjerndrup Kro ved Vejen i fredags leverede 600 sundhedsfarlige schnitzler til en stor Bierfest i Assens, på trods af et forbud fra Fødevarestyrelsen samme dag.

Kroen har officielt været lukket i over et år, men i køkkenet er der fortsat lavet mad til fester i hele landet.

- Nej, det blev ikke lukket fredag. Det gjorde det først lørdag aften. Da sagde hun (den tilsynsførende, red.): Du må ikke levere noget mad, før du har gjort rent herude. Det var fordi nogle af bakkerne stod på gulvet og sådan noget. Vi havde ikke plads til det," siger Johnny Baggesgaard Jensen.

Han siger videre, at han havde fået opfattelsen af, at de godt kunne fortsætte med at levere maden.

Ifølge Fødevarestyrelsen lukkede de køkkenet fredag og beslaglagde maden, som var ved at blive læsset i varevogne. Maden skulle destrueres efter weekenden.

Fødevarestyrelsen fastholder

Eva Rosenørn, Fødevarestyrelsens sektionsleder for Sydjylland, under sig meget over forklaringen fra Johnny Baggesgaard Jensen.

- Jeg forklarede ham højt og tydeligt, at varerne ikke kunne leveres til Assens. Det blev beslaglagt og talt op, og det blev gjort fuldstændig klart for virksomheden, at det ikke skulle røres mere, siger hun til Avisen.dk.

Eva Rosenørn fortæller, at der blev lavet en kontrolrapport på stedet, og at Johnny Jensen blev partshørt og fik vist rapporten.

Både den tilsynsførende, som var derude, talte med ham, ligesom Eva Rosenørn talte med ham i telefonen.

Avisen.dk har været i kontakt med arrangørerne af Bierfesten i Assens, som er kede af situationen, men indtil nu ikke har ønsket at udtale sig.

Ved du noget? Så send os et tip