Kvæstet cyklist har krav på erstatning

En cyklist får nu fuld erstatning efter en færdselsulykke, selvom han selv var skyld i, at han blev kørt ned. Østre landsret har netop dømt Codan Forsikring til at udbetale fuld erstatning i den fire år gamle sag.

Ulykken skete tilbage i marts 2001 ved motorvejstilkørslen ved Blommenslyst. Cyklisten ville krydse tilkørslen og kørte frem selvom han havde ubetinget vigepligt. 

Den unge mand på cyklen havde set lastvognen nærme sig, men han vurderede fejlagtigt, at han kunne nå over i tide. Han blev ramt af lastbilen, men slap dog med livet i behold.

Codan Forsikring udbetalte i første omgang kun totredjedele af erstatningsbeløbet, da de mente, at cyklisten selv havde handlet groft uforsvarligt. Men landsrettens dommere giver cyklistens advokat, Andreas Peter Bruun fra Odense, medhold og henviser blandt andet til, at lastvognschaufføren havde drukket.

Kravet for tab af erhvervsevne, varigt mén og svie og smerte løber op i 349.420 kroner, som Codan nu skal betale.

Oversigt

    Oversigt