Lægeambulancen redder liv - men du kan også

En gang om dagen hamrer lægeambulancen afsted for at redde en person med hjertestop et sted på Fyn - men du kan også selv gøre en forskel.

Du kender sikkert lægeambulancen. Den neongule - og lidt kompakte udgave af den normale ambulance, der ledsager, når personer er i yderste livsfare.

På Fyn holder lægeambulancen til på Falckstationen på Rugårdsvej i Odense. Den rykker ud til hjertestop, voldsomme trafikuheld - og andre situationer, hvor der er brug for ekstraordinær hjælp.

Denne formiddag småløber ambulancelæge Henrik Berg ud til den ventende bil.

- Vi ved aldrig, hvad vi skal ud til - det kan vi først se i bilen, forklarer han.

Displayet fortæller om en knallertkører, der er påkørt på Vestergade i Nyborg. En potentielt meget alvorlig situation - og ambulancen sætter i gang, og når op over de 180 kilometer i timen, mens striberne forsvinder bag bilen på motorvejen.

Da de når frem mindre end et kvarter senere, bliver de sendt tilbage til stationen. Den førstkomne ambulance har situationen under kontrol.

Hjertestop hver eneste dag

Men sådan er det ikke hver gang. Omkring en gang dagligt - 350 gange om året kommer den fynske lægeambulance ud til et hjertestop. Og her er det vigtigt at handle hurtigt. Både for ambulancelægen - og for alle andre.

- Hvis der ikke er nogen puls og vejrtrækning, så er der hjertestop, og så skal man begynde så hurtigt som muligt. Man skal ikke være bange for at gå i gang, for man kan ikke gøre noget forkert, fortæller Henrik Berg.

Opfordringen gælder også til helt almindelige mennersker uden kendskab til førstehjælp - for den kan ikke blive værre end et hjertestop.

Hvis der er en hjertestarter i nærheden er det også en rigtig god idé at kaste sig over den - og her gælder det samme. Den er slet ikke svær at bruge, og den fortæller selv, hvordan man skal gøre.

Følg med i vores tema "Fyn Redder Liv" på TV 2/Fyn i aften. Her kan du komme med ombord på lægeambulancen - og så ser vi nærmere på hvordan man bruger hjertestarteren.

Red liv med en app

Hent Trygfondens hjertestarter-app på Google Play eller i Apple App Store.

Oversigt

    Oversigt