I det fynske folks tjeneste

Lasse Norman kæmper med formen

Fynske Lasse Norman Hansen har problemer med helbredet mindre end en uge før VM i Hviderusland.

Han er dansk  mester, OL-guldvinder og senest vinder af Seksdagesløbet som den ene halvdel af par nummer syv.

Men selvom Lasse kan minde om en cykelrytter med nærmest overnaturlige evner, er han ikke stærkere end han også rammes af sygdom.

- Lasse har ikke været helt på toppen, og han har haft svært ved at finde formen efter Seksdagesløbet, siger landstræner Casper Jørgensen fra Brecia i Italien.

Landsholdet træner op til det hviderussiske VM i Italien, men Lasse, der er Danmarks absolutte trumfkort, har døjet med forkølelse og ondt i halsen.

- Det går heldigvis fremad. Han kørte bedre i går end de andre dage, og han tror stadig på, at han nok skal blive klar til VM, siger landstræneren.

Og selvom de andre på landsholdet kører rigtig stærkt, håber landstræneren, at Lasse Norman kommer helt på toppen, når der køres VM på onsdag i næste uge.

- Han er utrolig vigtig for os. Når han kører godt, er han en af de ryttere, der kan gøre en forskel for os. Han er rigtig dygtig, siger Casper Jørgensen.