I det fynske folks tjeneste

Leder: Derfor skal børnene have en iPad i børnehaven

For tre år siden fik alle børnehaver i Faaborg-Midtfyn Kommune en iPad og et GoPro-kamera. Udvalgsformand håber, projektet til halvanden millioner kroner kan fortsætte.

01:06

Børnehaveleder Allan Borgstrøm fortæller, hvordan børnene bruger iPad'en i skoven. Video: Jonas Mattsson

I 2015 fik alle børnehaver i Faaborg-Midtfyn Kommune udleveret en iPad, et GoPro-kamera og et trådløst mikroskop.

Idéen har været at forberede børnehavebørnene til livet som borgere i et samfund, hvor internet, mobiler og computere er en integreret del af både skole og jobmarkedet.

 

Læs også Test dig selv: Er du lige så digital klog som en 5-årig?

 

Nu - tre år senere - er det tid til at gøre status, og derfor var 330 børnehavebørn og 50 medarbejdere fra dagtilbuddene onsdag samlet i Midtfyns Fritidscenter i Ringe for at lege.

At børnene allerede fra treårsalderen introduceres for iPads og avancerede kameraer er en god idé, fortæller Allan Borgstrøm, der er leder i Børnehaven Kaptajngården i Vester Hæsinge.

I stedet for at sige: “Uh ha, det må børn ikke røre ved. Det bliver farligt, og de laver ikke andet end det så”, så vil vi have det med ind som en helt naturlig del

Kim Aas Christensen (S), udvalgsformand i Opvækst- og Læringsudvalget i Faaborg-Midtfyn Kommune

- Man får øje på bittesmå ting - helt konkret på en efterårsdag i skoven, hvor man måske ikke lige med det blotte øje kan se alt det liv, der er dernede. Men med et mikroskop og en iPad får man øje på de små dyr og alle de ting, der er i gang under bladene, siger Allan Borgstrøm.

- Man kan tage billeder af det og tage det med hjem, hænge det op og snakke om, hvad det er for nogle dyr, man har fået øje på og finde dem på iPad’en eller i et gammelt leksikon, forklarer børnehavelederen, der bakker op om idéen om, at børn helt ned til treårsalderen skal bruge iPads i forbindelse med læring.

 

Læs også "Lad nu for H... børn lege" og "Brug iPad'en som skærebræt"

 

I Midtfyns Fritidscenter i Ringe fik børnene lov til at lege med papkasser ... Foto: Jonas Mattsson

 

... og med iPads.  Foto: Jonas Mattsson

 

I 2012 vedtog politikerne at afsætte 500.000 kroner årligt til indkøb af digitale læringsredskaber på dagtilbudsområdet. I 2015 fik alle børnehaverne i Faaborg-Midtfyns Kommune udleveret iPad, GoPro-kamera og trådløst mikroskop for at se, hvordan de digitale redskaber kunne integreres i legen på lige fod med andre læringsmidler, eksempelvis dåseskjul og skattejagt.

Tidligere har indførelsen af iPads inden skolealderen mødt kritik fra flere fronter. Eksempelvis nægtede en børnehave i Svendborg at indføre iPads, da kommunen sagde, den skulle.

Udvalgsformand: IPads til børnehavebørn er naturligt

Kim Aas Christensen (S), der er udvalgsformand i Opvækst- og Læringsudvalget i Faaborg-Midtfyn Kommune, mener dog, at iPads er en naturlig del af børnenes hverdag - allerede fra tiden i børnehaven.

- I stedet for at sige: “Uh ha, det må børn ikke røre ved. Det bliver farligt, og de laver ikke andet end det så”, så vil vi have det med ind som en helt naturlig del af det, som viser, at man både kan lege med det digitale og inkorporere det i helt normal leg, siger Kim Aas Christensen, der derfor bakker op om projektet.

 

00:21

Udvalgsformand Kim Aas Christensen forklarer, hvorfor iPads i børnehaver er en god idé.  Video: Jonas Mattsson

Luk video

 

Der opstod heftig debat om brugen af iPads i 2016, hvor blandt andet flere forældre gav udtryk for, at børnene skulle lege på traditionel vis og ikke sidde med iPads i stedet for. Der er dog plads til begge dele samtidig, mener udvalgsformanden.

- Børnene har taget det til sig. De er ikke blevet digitaliserede. De er tværtimod blevet modige og bruger de digitale medier til at lege videre ude i skoven eller pløren. Det har været en kæmpesucces, siger Kim Aas Christensen.

De fleste børn har en iPad derhjemme. Er det så nødvendigt, at I giver det dem en iPad?

- Forældrene bruger måske iPad’en til at se film eller til at lege, men her kan vi vise, at det kan bruges aktivt og er et læringsinstrument, som kan gøre vores børn endnu klogere, end de er, siger Kim Aas Christensen, der understreger, at iPad’en kun er en del af legen.

Projektet i Faaborg-Midtfyn Kommune har i alt kostet halvanden million kroner. Står det til udvalgsformanden, bør det fortsætte, men det er endnu ikke besluttet.

08:53

Er det en god idé, at alle børnehaver i Faaborg-Midtfyn Kommune har en iPad og et GoPro-kamera? Det er der delte meninger om. 

Luk video