I det fynske folks tjeneste

Ledige fandt selv job - men endte i løntilskud efter opringning fra jobcenter

Tre arbejdsløse malere fra Fyn fandt selv nyt arbejde. Men så kontaktede jobcentret i Odense deres nye chef og tilbød løntilskud - og nu er de igen arbejdsløse.

Direktør i Odense Kommune kalder jobcenters fremgangsmåde "mærkelig" og lover at undersøge den

De fleste vil mene, at et jobcenter er til for at hjælpe ledige i arbejde. Men Malernes Fagforening i Odense er i tvivl om, om det er tilfældet for jobcentret i Odense. 

Fagforeningen beder nu Odense Kommunes jobcenter om en forklaring på, hvorfor der i tre tilfælde er blevet tilbudt løntilskud til medlemmer, der ellers selv havde fundet et job til helt almindelige betingelser. 

Det skriver Avisen.dk

Malernes Fagforening er blevet gjort opmærksom på tre sager, hvor arbejdsløse malere selv har fundet et helt almindeligt arbejde. Jobcentret har efterfølgende kontaktet den nye arbejdsgiver for at gøre opmærksom på, at den nyansatte maler kunne ansættes med løntilskud i stedet for. 

Når en ledig får et ordinært job, er han eller hun jo ude af vores system. Længere er den ikke

René Junker, direktør for Odense Kommunes Beskæftigelses- og Socialforvaltning

- Det virker som om, jobcentret forsøger at fastholde vores medlemmer i ledighed i stedet for at få dem i arbejde. Og det kan jo slet, slet ikke være meningen. Faktisk er det ret uhyrligt. Når man er ansat i job med løntilskud, står man jo stadig registreret som ledig og skal gå til møder og søge arbejde og optjener ikke timer til en eventuel periode på dagpenge, siger formanden i Malernes Fagforenings afdeling i Fyn-JyllandSyd, Anne-Mette Markussen, til Avisen.dk. 

Jobcentret ringer arbejdsgiver op

Den ene af de tre sager, som der er tale om, stammer fra september forrige år, hvor en kvindelig maler selv fandt et arbejde efter at have været ledig i en periode. 

Men ifølge maleren og fagforeningen blev denne ansættelse ændret til et løntilskud, og det har de klaget over til Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering. 

Læs også Tesfaye om malersag fra jobcenter: Vanvittigt og absurd

De to andre sager, som fagforeningen er bekendt med, er episoder fra i år. Den ene er en kvindelig maler, mens den anden er en mandlig maler, der besluttede sig for at skifte branche under sin ledighed. Han kommer i virksomhedspraktik, men får hurtigt overbevist arbejdsgiver om, at han skal ansættes. Ifølge Avisen.dks oplysninger blev også her arbejdsgiveren kontaktet af det fynske jobcenter, og den mandlige maler blev i stedet ansat med løntilskud. 

- Det er mærkeligt

Direktøren for Odense Kommunes Beskæftigelses- og Socialforvaltning, René Junker, vil undersøge sagerne:

- Umiddelbart lyder det jo mærkeligt. Og som det beskrives forstår jeg godt, de involverede er forundrede over det, de har oplevet, siger han. 

- Når en ledig får et ordinært job, er han eller hun jo ude af vores system. Længere er den ikke, siger René Junker til Avisen.dk uden at have et bud på, hvad der er gået galt.

Læs også Manglen på fynsk arbejdskraft spidser til