Leg flygtning for en weekend

Dansk Flygtningehjælp efterlyser en familie eller personer fra Fyn, der i løbet af weekenden d. 1. og 2. november har mod på en anderledes og spændende weekend - som flygtninge i en teltlejr. For at sætte fokus på hjælpearbejdet for flygtninge i verdens brændpunkter, opstiller Dansk Flygtningehjælp en flygtningelejr i Fælledparken i København. Foreløbigt har 16 personer meldt sig, men endnu har ingen fynboer meldt sig.

-

Dansk Flygtningehjælp efterlyser en familie eller personer fra Fyn, der i løbet af weekenden d. 1. og 2. november har mod på en anderledes og spændende weekend - som flygtninge i en teltlejr.

For at sætte fokus på hjælpearbejdet for flygtninge i verdens brændpunkter, opstiller Dansk Flygtningehjælp en flygtningelejr i Fælledparken i København. Foreløbigt har 16 personer meldt sig, men endnu har ingen fynboer meldt sig.

Dansk Flygtningehjælp søger derfor nu efter en familie eller enkeltpersoner fra Fyn, der har lyst til at leve og bo som flygtninge i lejren. Deltagerne vil i løbet af weekenden opleve, hvordan det er at leve i en flygtningelejr og få et indblik i hvordan hjælpearbejdet i flygtningelejre foregår.

De skal bl.a. igennem et lægetjek og vil blive undervist i hvordan de undgår landminer. Derudover vil de blive sat i gang med at organisere skolegang for børnene og lave mad af nødhjælpsrationer.

Lejren varer fra lørdag morgen kl. 10 til søndag klokken 15. Formålet med flygtningelejren er desuden at skabe opmærksomhed om Dansk Flygtningehjælps landsindsamling søndag d. 9. november.

Pengene fra indsamlingen går til at hjælpe flygtninge i bl.a. Afghanistan, Somalia og Aserbajdsjan, hvor mange tusinde bor i teltlejre.

Interesserede kan henvende sig til Dansk Flygtningehjælp på telefon 33 73 53 33. Deltagerne skal være forberedt på en spændende, udfordrende og måske kold weekend.

Oversigt

    Oversigt