I det fynske folks tjeneste

Lektiefri skole i Glamsbjerg

På Glamsbjerg Fri- og Efterskole har eleverne i 0.-6. klasse aldrig lektier for. Det er en voksenopfindelse, der slet ikke fungerer i et børneunivers, mener forstanderen.

I mere end 30 år har eleverne i 0.-6. klasse på Glamsbjerg Fri- og Efterskole aldrig bladret i lektiebogen, når de kom hjem. Fordi lektier stiller et urimeligt krav til familierne, skriver skolen i en meddelelse.

- Når barnet går i seng om aftenen, skal det ikke have dårlig samvittighed over lektier, der ikke blev lavet. Hverken barnet eller dets forældre skal føle de skylder skolen noget, siger en af skolens lærere Stenia Degas.

For forstander Ejvind Rosenvang er det vigtigt, at skolen i 0.-6. klasse minder om den virkelighed, børn kender fra familien.

- Hjemme kører man heller ikke med 15 minutters daglig træning af fx boldspil. Lektier er en voksenopfindelse, og børn kan slet ikke forholde sig til den slags systemer. De lærer ting - om det er dansk, matematik, sjipning eller pandekagelavning - når de har brug for det, siger forstander Ejvind Rosenvang .

Men han anerkender lektiefortalernes argument; at jo mere man øver sig, jo bedre bliver man.

- Det interessante er bare, at de, der i forvejen har det fagligt svært, ikke får noget som helst ud af at sidde hverken 10 eller 15 minutter derhjemme. I det tilfælde gør lektier kun ondt værre, siger han.
Og sammenligner man elevernes afgangskarakter med skoler, hvor lektier praktiseres, er Glamsbjerg Friskole fint med.

- Vi klarer os nøjagtig lige så godt på den skala, som alle andre skoler, siger forstanderen, der oplever, at lektiefriheden er med til at styrke børnenes selvværd. Skolen lægger op til, at eleverne i fritiden udvikler deres særlige styrker af egen lyst.

Glamsbjerg Friskoles mangeårige praksis med lektiefrihed, hilses velkommen af Flemming B. Olsen, Syddansk Universitet, der som den første i landet forsker i unges oplevelse af lektielæsningen.

- Der er brug for masser af forskning på det her område. Vi skal finde ud af, om lektier overhovedet tjener noget formål. Vi aner ikke om elever får noget godt ud af lektier, siger han.

Ifølge forskeren er der dog ikke tvivl om, at lektier har nogle kedelige bivirkninger.

- For den bogligt svage elev kan lektier føles som en straf, og vi ser, at lektier skaber mange konflikter i hjemmet.

Samtidig understreger han, at børn udelukkende lærer, hvis det føles meningsfuldt.

- Der må man nok spørge om lektierne opfylder det kriterium, siger Flemming B. Olsen.