Livsfarligt hærværk breder sig

Fyns Politi har modtaget 20 anmeldelser om løsnede hjulbolte. Det viser en ny opgørelse fra Rigspolitiet.

På Fyn er der registreret flere tilfælde, hvor ukendte gerningsmænd har skruet hjulene løs på biler. En opgørelse fra Rigspolitiet, som tv2.dk har fået adgang til, viser at Fyns Politi har modtaget 20 anmeldelser om løsnede hjulbolte.

I alt har landets politikredse modtaget 243 anmeldelser om løse hjulbolte fra danske bilejere. Opgørelsen har så vidt muligt samlet alle anmeldelser i landets 12 politikredse til og med onsdag.

Manglede tre hjulbolte

Nikkie Bøgehøj Rohde fortalte i sidste uge til TV 2/FYN, at hun to gange har oplevet at få skruet hjulboltene af sin bil.

- Da jeg tjekker bilen, mangler der lige pludselig tre hjulbolte. Jeg tænker: Det kan ikke passe, siger Nikkie Bøgehøj Rohde.

- Det er forfærdeligt. Det er sygt og livsfarligt, fortæller hun.

Har låsebolte på

Nikkie Bøgehøj Rohde har låsebolte på sin nye bil, for at undgå, at tyve stjæler hjulene. Hun har kørt i bilen, efter tre hjulbolte på højre bagdæk har været skruet løs.

- Hvis jeg ikke havde haft låsebolte på, var jeg kørt galt, forklarer hun.

Hun tjekkede bilen, fordi det lød underligt, da hun kørte i den på vej hjem fra skole. Og det er anden gang, hun oplever det. Med sin gamle bil oplevede hun for et par uger siden, at hjulet sad løst.

- Min gamle bil sagde en speciel lyd, når den kørte. Det er også det, jeg opdager anden gang. Lyden bliver værre og værre, jo længe man kører i bilen, fortæller Nikkie Bøgehøj Rohde. 

Hun har anmeldt episoden til politiet.

Kan have en naturlig forkaring

Flere politikredse understreger dog overfor TV 2, at nogle af de mange anmeldelser på landsplan viser sig at have en naturlig forklaring.

Det kan være biler, der netop har været på værksted, eller biler, der netop har fået skiftet vinterdæk, og af den grund har nogle løse bolte.

Ligesom ved tidligere bølger af ’smittende’ kriminalitet, som for eksempel stenkast fra motorvejsbroer, skræmmende klovneudklædninger og bilafbrændinger, overvejer politiet nøje, hvor meget man skal omtale disse sager for ikke at skabe en 'efterlignings-effekt'.

Oversigt

    Oversigt