I det fynske folks tjeneste

Lufthavnsdirektør tror på Odense-Mallorca-rute trods rejsegigants konkurs

Den britiske rejsegigant Thomas Cook har mandag morgen indgivet konkursbegæring. Selskabet skulle fra sommeren 2020 have fløjet på ruten mellem Beldringe og Mallorca.

Trods Thomas Cook-konkursen mandag morgen er lufthavnsdirektør Hans Okholm Vejrup fra Hans Christian Andersen Airport i Beldringe positiv i forhold til den planlagte rute mellem Fyn og Mallorca.

Det kommer ikke til at påvirke antallet af afgange fra Hans Christian Andersen Airport i Odense, at engelske Thomas Cook har indgivet konkursbegæring med "omgående virkning".

Det vurderer lufthavnsdirektør Hans Okholm Vejrup over for TV 2/Fyn.

Rejseselskabet oplyser i en pressemeddelelse mandag morgen, at de med omgående virkning må indstille driften.

Thomas Cook ejer det danske rejseselskab Spies, der ikke selv går konkurs, men bliver berørt af moderselskabets konkurs på den måde, at Thomas Cook nu ikke længere kan flyve for Spies. 

Læs også Lufthavnsdirektør lover endnu flere flyafgange fra Fyn

Fra sommeren 2020 har Spies offentliggjort en rute fra Hans Christian Andersen Airport til den spanske ferieø Mallorca. De rejsende skulle efter planen fragtes fra Fyn til Spanien via fly fra Thomas Cook.

Ifølge Lisbeth Nedergaard, der er kommunikationschef i Spies, er det endnu for tidligt at sige noget konkret om, hvad der kommer til at ske med de planlagte ruter i 2020.

- Vi arbejder lige nu med en udvikling i halve timer, og vi skal have et bedre overblik over situationen, før jeg kan sige noget om, hvad der sker i 2020, siger Lisbeth Nedergaard til TV 2/Fyn.

Direktør tror på ruten

I Hans Christian Andersen Airport i Beldringe er lufthavnsdirektør Hans Okholm Vejrup positiv i forhold til den planlagte rute mellem Fyn og Mallorca. Han understreger dog, at intet endnu er 100 procent afklaret.

- Det er for tidligt at udtale sig om, hvor det ender. Vi følger situationen med stor interesse, siger Hans Okholm Vejrup.

Er du optimistisk omkring ruten til Mallorca i 2020?

– Ja.

Læs også Nu skal man kunne flyve til London eller Barcelona fra Odense

Lufthavnsdirektøren vurderer ikke, at konkursen kommer til at påvirke antallet af afgange fra Beldringe fremadrettet.

I har lovet at der ville komme flere afgange fra sommeren 2020. Har konkursen betydning for det?

– Nej.