I det fynske folks tjeneste

Indsatsleder: Luftlommer besværliggør slukningsarbejde

Indsatsleder ved Beredskab Fyn Christian Holm fortæller, at slukningsarbejdet med Munk House i det sydlige Odense bliver besværliggjort af luftlommer under noget af det tag, der er faldet ned.

00:40

Indsatsleder Christian Holm fortæller, at luftlommer har voldt brandfolkene problemer.

Branden i Munk House i det sydlige Odense er under kontrol, men indsatsleder Christian Holm fortæller, at der er visse udfordringer med arbejdet. 

- Det, der er faldet ned fra tagkonstruktionen, ligger i flere lag, og det ligger i de her lommer, som gør det kan blusse op en gang imellem, når der kommer vind til, siger han til TV 2/Fyn. 

Branden begyndte tirsdag formiddag, og hele dagen har brandfolkene kæmpet med flammerne. I eftermiddags fik de fynske brandfolk assistance fra Beredskabsstyrelsen Sydjylland, der trådte til med 16 brandfolk og 6 køretøjer. 

Et af køretøjerne er en indsatskran, der kan bruges til at krane det brændende materiale ud. Kranen havde dog tidligere tirsdag aften sat sig fast. 

- Den arbejder vi på at få fri igen, men det er et rigtig godt værktøj, siger Christian Holm. 

Læs også Hjælp til brand i Odense: 16 brandfolk, redningskran og tankvogn fra Sydjylland

Kontrol over branden 

Indsatslederen fortæller, at de overordnet set betragter branden som slukket. Dog skaber lommerne stadig udfordringer. Han fortæller, at de stadig har en del arbejde for sig. 

- Det, der tager tid, er at få "grabbet" de her ting væk, og det er langvarigt arbejde, siger han.

Beredskabsstyrelsen Sydjylland blev tilkaldt, blandt andet fordi de råder over specialkøretøjer, man ikke har på Fyn. Derudover havde man også brug for flere brandfolk. 

- De har mulighed for at stille med rigtig meget mandskab på én gang, og det var det, vi kunne se her, der var behov for. At vi havde mange mand i gang på én gang. 

Han fortæller, at man havde store dele af det lokale beredskab i gang ved branden, og at man på et tidspunkt ville være nødt til at trække nogle af de folk tilbage for, at de kunne være til rådighed i det daglige beredskab andre steder på Fyn. 

- Der står Beredskabsstyrelsen til rådighed som Danmarks nationale beredskab, at vi kan kalde på, når vi har de her ekstraordinære hændelser, hvor vi skal bruge noget hjælp, siger han. 

02:42 Luk video

Læs også Forladt skole i brand: Én anholdt