Lyn skabte travlhed hos brandvæsnet

Mindst tre gange måtte brandbilerne rykke ud, da lynene slog ned over Fyn søndag middag

Dagens tordenvejr og ikke mindst de mange lyn udløste flere udrykninger for Beredskab Fyn omkring søndag middag.

Først var lynet slået ned i TDC's anlæg på Datavej i Odense. Lynet startede den automatiske brandalarm, og der var sket lidt skade på anlægget, men der var ingen brand at slukke, da brandfolkene nåede frem. Det fortæller beredskabsmester Johnny Andersson.

- Mens vi var ved at køre derudefra, fik vi en alarm til Kertemindevej i Marslev, hvor lynet var slået ned i en tagkonstruktion, siger beredskabsmesteren:

- Da vi kom, var der ild i omkring 10 til 15 meter tag, og der var helt røgfyldt under taget.

Der blev sendt røgdykkere ind, og de fik hevet nogle tagplader af, og det lykkedes at få bugt med ilden.

- Vi fik stoppet den, inden den bredte sig til yderligere beboelse, forklarer Johnny Andersson.

Samtidig var et andet hold ude på Skovbrynet i Odense. Her var lynet slået ned i en elektriske konstruktion i en udestue.

- Den var der lidt brand i, og ilden var gået op i taget på udestuen, men ellers var der ikke sket nogen skade derude, fortæller holdleder Bjarne Johansen. 

Oversigt

    Oversigt