I det fynske folks tjeneste

To mænd varetægtsfængslet for forsøg på mordbrand

To mænd på 33 år fra Munkebo blev mandag eftermiddag varetægtsfængslet i henholdsvis ni og 24 dage - sigtet for forsøg på mordbrand.

I forvejen sidder en mand midt i tyverne varetægtsfængslet i sagen.

De tre er sigtede for at have påsat en brand i et rækkehus i Munkebo lørdag aften. Husets 33-årige beboer blev hårdt kvæstet ved branden. Han fik blandt andet 3. gradsforbrændinger og kan kun kommunikere via tegninger.

Odense Politi begærede dørene i retssalen lukket, fordi man ikke kan udelukke at endnu en medgerningsmand er på fri fod.

De tre anholdte kender brandofferet perifært. Men politiet har endnu ikke kunnet afhøre offeret, der ligger i respirator på Rigshospitalet i København.

Ifølge politiet ligger der et hævnmotiv bag den påsatte brand.