I det fynske folks tjeneste

Flere pædagoger på Fyn: - Man tager alle ind og ser, om den går 

På Fyn er der blevet optaget flere på pædagoguddannelserne end sidste år. Men det er ikke nødvendigvis positivt, mener pædagogisk assistent. 

En optagelsesprøve på pædagogstudiet kan være vejen frem, hvis man vil tillægge pædagogfaget mere status, mener pædagogisk assistent Martin Nielsen. Foto: Søren Bidstrup / Ritzau Scanpix

Bleer, madpakker og børnerim. Det lyder måske nemt nok at mestre, men man skal ikke lade sig snyde. Det mener Martin Nielsen, som har 10 års erfaring som pædagogisk assistent. 

- Man har et kæmpe ansvar som pædagog. Man kan risikere at gøre forfærdelig skade, hvis man for eksempel ikke har empati og kan tage hånd om små mennesker, siger han.

Derfor har han det også ambivalent med, at pædagoguddannelserne på Fyn har lukket flere personer ind i år. 

Læs også Livet på havet lokker: Simac optager flere spirende søfolk

- Min opfattelse er lidt, at man tager alle ind og ser, om den går. Jeg synes, det er ærgerligt, for det smadrer fagligheden. Jeg oplever selv, at der er en meget stor niveauforskel på de praktikanter vi får fra pædagoguddannelserne.

Stor niveauforskel er normalt

Men faktisk tager man langt fra alle ind, hverken i Odense eller i Svendborg, som er de to steder, man kan læse til pædagog på Fyn. 

Optagne på pædagogstudiet på Fyn 2019

Svendborg Kommune: 76 (ud af 306 ansøgere)

Odense Kommune: 365 (ud af 897 ansøgere) 

På trods af, at man har optaget flere i 2019 var adgangskravet for at komme ind på pædagoguddannelsen i Odense både i 2018 og 2019 et snit på 5,3. 

Uddannelseschef på Lærer- og Pædagoguddannelsen på Fyn, Anders Nørgaard, anerkender dog, at der er en niveauforskel, når nye elever begynder på pædagoguddannelsen. Han mener dog, at de gør, hvad de kan for at imøddekomme dette. 

- Vores undervisere på pædagoguddannelsen er velkvalificerede og har stor erfaring med at arbejde med en gruppe af studerende, som har forskelligartet udgangspunkt og forudsætninger. 

Læs også Flere er blevet optaget på en uddannelse på Fyn

Derudover findes der mange tiltag, som de studerende kan gøre brug af, såsom studiestøtte eller vejledning til den enkelte studerende, forklarer Anders Nørgaard, Uddannelseschef på Lærer- og Pædagoguddannelsen på Fyn. 

Optagelsesprøve kan give mere status 

Det øgede optag på pædagoguddannelsen på Fyn er netop lavet for at imødekomme et behov for flere pædagoger. Men selvom flere hænder lyder positivt, er det ikke altid tilfældet, mener pædagogisk assistent Martin Nielsen. 

- Det handler om kvalitet frem for kvantitet. Selvom man ikke er mange pædagoger på arbejde, behøver det ikke at være et problem, hvis det er folk med en høj faglighed. 

Men det er ikke kun uddannelsesinstitutionerne, der kan rykke ved denne problemstilling, mener Martin Nielsen. 

Læs også Natur og maritime uddannelser hitter på Fyn

- Jeg tror desværre også, det hænger sammen med, at der ikke er specielt meget status i at være pædagog. Det kunne måske løses ved, at man skulle igennem en optagelsesprøve, så man på den måde også fik fanget de personer ind, som menneskeligt egner sig allerbedst til at blive pædagoger.