I det fynske folks tjeneste

Mand fik 12 år for kolonihavedrab i Odense

En diskussion mellem et kærestepar endte med, at manden kværkede sin samlever på en havegang i en havekoloni. Retten gav ham 12 års fængsel for drab.

En 47-årig mand blev fredag ved Retten i Odense idømt 12 års fængsel for at have dræbt sin samlever i kolonihaven Egebæk i Odense.

Det var den 6. december sidste år, at en diskussion mellem kæresteparret eskalerede og endte med, at manden, Jens Ole Sørensen, gik til angreb på den 50-årige kvinde på havegangen uden for et kolonihavehus.

Han gav hende adskillige knytnæveslag og spark i ansigtet og på kroppen, og trampede også på hende, inden han endte med at kværke hende, så hun døde.

Efter drabet tog manden hen på sit stamværtshus Slotskroen i Nørregade i Odense, hvor han betroede sig til en servitrice og fortalte, at han havde slået sin kæreste ihjel og bad hende ringe til politiet.

Manden tog betænkningstid med hensyn til, om han vil anke dommen.