I det fynske folks tjeneste

Mand satte sprinkleranlæg i gang på nyt VUC

Det nye VUC i Kottesgade i Odense blev ved midnat udsat for hærværk, da en ung mand af kedsomhed satte sprinkleranlægget på skolen i gang. Skolen er ramt af mindre vandskader.

Alarmen hos G4S gik klokken 23 tirsdag aften, og da vagtselskabet nåede frem, stod en 21-årig mand ved bygningen. Han erkendte, at han havde været inde i bygningen. Vagtselskabet vurderede, at det var årsagen til at alarmen var gået, og efter at have noteret hans navn, blev han sendt hjem.

Da vagtselskabet og politiet kort efter gik ind i bygningen, fik de sig dog en overraskelse. Sprinkleranlægget sprøjtede vand ud i flere lokaler.

- Vi har konstateret, at seks sprinklerdyser i en zone gik i gang. Men heldigvis kom skadesservice efter en time, og der er kun sket begrænsede skader, siger bygningschef hos VUC, Jesper Damgaard Madsen.

Alt vand er nu suget op og undervisningen kan gennemføres onsdag som planlagt. I alt seks loftsplader og nogle flyttekasser i kælderen er ødelagt.

- Vi er glade for at skaderne er små, og det er godt at konstatere, at alarmen og systemet virker, siger bygningschefen.

Den unge mand kan dog se frem til en sigtelse for hærværk.

Ved du noget? Så send os et tip