I det fynske folks tjeneste

Mange fynboer har dårlig mobildækning

Hver tiende på Fyn har problemer med mobildækningen i hjemmet. Det viser en undersøgelse fra Ingeniørforeningen.

33.000 fynboer svarer i en ny undersøgelse, at deres forbindelse på mobilen enten er dårlig eller meget dårlig, når de er derhjemme.

Det svarer til, at 10 procent af alle fynboer i aldersgruppen 18-70 år har problemer med mobildækningen. Det viser en undersøgelse foretaget af Userneeds for Ingeniørforeningen.

Der er indgået en bred politisk aftale, der skal sikre bedre dækning i private hjem via brug af signalforstærkere, og muligheder for at teleselskaberne kan bruge hinandens net.

Det kan naturligvis få en positiv indvirkning. Alligevel bør processen med at komme problemet til livs speedes op, mener Ingeniørforeningens tele-ekspert Thomas Haagendal.

- Det er stadig alt for mange, der oplever dårlige forbindelser. Gode mobilforbindelser er i dag helt klare forudsætninger for at vi som borgere kan passe arbejde, skole, offentlige myndigheder og det personlige netværk. Det nytter ikke noget, hvis en hjemmehjælper skal køre til nærmeste bakketop for at sende vigtige fotos til vurdering hos en læge, at vi ikke kan få forbindelse i livsvigtige situationer eller at borgere og virksomheder fravælger at etablere sig i specifikke områder i Danmark på grund af dårlig dækning, siger Thomas Haagendal.

Thomas Haagendal påpeger dog, at kombinationen af valg af teleselskab og mobiltelefonens antenne kan være medvirkende til oplevelsen af udfald og dårlige forbindelser. Her kan borgere selv gøre noget ved at sikre sig den rette mobiltelefon hos den operatør der bedst opfylder den enkeltes behov, og hvor prisen måske kommer i anden række. Men det ændrer ikke på, at fynboernes oplevelser er reelle nok.

Med indførelsen af smartphones, som er mere computer end telefon og dermed betydeligt ringere som telefon, er oplevelsen ikke blevet bedre.

- Der er stigende krav og forventninger til, at vi skal kunne kommunikere med vores arbejde og offentlige myndigheder, og her er hurtigere og bedre tele- og bredbåndsforbindelser klare forudsætninger. Så nytter det ikke noget, at så mange fynboer oplever dårlig dækning, siger Thomas Haagendal.

 

Hvordan synes du, at mobildækningen er på din bopæl?

Meget god                37%
God                              42%
Hverken eller         12%
Dårlig                             8%
Meget dårlig              2%

Kilde: Userneeds har for Ingeniørforeningen, IDA indhentet 2.025 svar fra danskere mellem 18-70 år.