I det fynske folks tjeneste

Mange syddanske bilejere risikerer bøde

Ni procent af bilejerne i Region Syddanmark har ikke en advarselstrekant i bilen, så de risikerer bøde, hvis de går i stå på vejene.

Region Syddanmark ligger en anelse over landsgennemsnittet, som er otte procent, svarende til omkring 180.000 bilejere.

Det viser en undersøgelse, som Marketminds har lavet for Falck.

Falck gør opmærksom på, at det ikke er lovpligtigt at have en advarselstrekant i bilen.

Men i tilfælde af en ulykke, eller hvis man går i stå på vejen, er det lovpligtigt at stille en advarselstrekant op bagved bilen i en afstand af 100 meter på motorvej og 50 meter på andre veje.

Sker det ikke, kan det koste en bøde på 1000 kroner.

Formålet med trekanten er at advare andre bilister om, at der holder en bil stille længere fremme.

Endnu færre sikkerhedsveste

Samme undersøgelse viser, at 25% af de syddanske bilejere heller ikke har en sikkerhedsvest.

På landsplan er det 28%.

Refleksvesten er ikke lovpligtig i Danmark, men det er den flere steder i Europa, og Falck anbefaler at anskaffe en.

Ikke mindst på motorvejen er der risiko for at blive påkørt af andre biler, hvis man ikke er specielt synlig.

Ved du noget? Så send os et tip