Måske ny moské i Odense

Jan Boye, der er borgmester i Odense, bakker op om idéen om en ny moské. Men det er viceborgmester Alex Ahrendtsen meget utilfreds med.

Det kan være at Odense får en ny stor-moské.

Jan Boye synes det er en god idé at opføre en ny og større moské i Odense.

- Det ville være glædeligt for de mange muslimer, der er i Odense, hvis de kan få et sted, hvor de på ordentlig vis kan afvikle deres religiøse handlinger, siger Jan Boye.

Han tilføjer, at der ikke bliver tale om at kommunen skyder penge i byggeriet af en eventuel moské.

- Jeg ved at By- og kulturudvalget har arbejdet med planer om en moské i Odense, men det er kun med hensyn til placering og det planmæssige, siger Jan Boye.

Alex Ahrendtsen er rystet

Men Alex Ahrendtsen fra DF er langt fra vild med borgmesterens tanker om en ny moské.

- Nej, det er ikke rigtigt! Det bliver jo værre og værre. Først tager borgmesteren til fredagsbøn, siger han til Fyens Stiftstidende.

- Nu støtter han planerne om en stormoské. Er han ved at udvikle sig til imam? Jeg forstår ikke Jan Boye, siger Alex Ahrendtsen.

Han understreger, at Dansk Folkeparti nu seriøst må overveje sin støtte til borgmesteren.

Oversigt

    Oversigt