I det fynske folks tjeneste

Massefyring: Odense lukker beskæftigelsesprojekter

Odense Pensionistservice, Bygningsrenovering og Flådestyring, der vedligeholde kommunens biler, lukker. Det har et flertal af medlemmerne i Beskæftigelses- og Socialudvalget i Odense indstillet tirsdag formiddag.

Bygningsrenovering er blandt de kommunale tilbud, der nu skal lukke.

Indstillingen betyder, at op mod 300 ansatte - heraf mange i fleksjob - bliver opsagt. Præcist hvor mange, der kommer til at miste deres job, afgøres den kommende tid frem til byrådets endelige vedtagelse d. 22. februar.

Lukningen af beskæftigelsesprojekterne er et led i en større omlægning af Odense Kommunes arbejde med at få ledige i arbejde. Fremover forlades de projekter, hvor ledige aktiveres i kommunen - i stedet satser man på, at de ledige skal i jobpraktik i private virksomheder.

Beskæftigelses- og Socialrådmand Steen Møller (Kons.) siger til TV 2/FYN, at den nye måde at behandle ledige på er en mere effektiv måde at få flere i beskæftigelse på.

- Forvaltningen skal nu kigge på, hvordan de opsagte fleksjobbere kan komme videre, men vi kan ikke garantere, at der er job til alle, siger Steen Møller.

Ifølge forvaltningen har beskæftigelsesindsatserne ikke virket godt nok indtil nu.

- En intern gennemgang viser, at flere af indsatserne ikke har den fornødne effekt og derfor bør omlægges eller lukkes. Det gælder blandt andet Bygningsrenovering, Pensionistservice og Flådestyring, som ikke nedbringer ledigheden i Odense Kommune i tilstrækkelig grad og derfor indstilles til lukning i denne sag, lød det fra forvaltningen i et oplæg til politikerne. 

Læs også Årtiets største udfordring skal løses ved at lukke aktiveringstilbud

Ansatte i beskæftigelsesprojekterne har op til beslutningen været kritiske over for ideen om at lukke projekterne, da det ifølge dem har givet ledige - med yderligere problemer end arbejdsløshed - mulighed for at komme på job.

- Vi tager hånd om dem, der kommer herud. Hvis der er nogle, der har misbrugsproblemer eller problemer med bolig, snakker vi med dem, og vi kan nogle gange få skubbet dem de rigtige steder hen, sagde tillidsmanden hos Bygningsrenovering, Henrik Edvardson, da det kom frem, at projekterne risikerede lukning. 

Læs også Beskæftigelsesprojekter i Odense lukkes: - Vi er meget kede af det

Når et flertal i byrådet den 22. februar følger Beskæftigelses- og Socialudvalgets indstilling, betyder det, at midlerne fra aktiveringsindsatser for 48,4 millioner kroner fra 2017 og frem omprioriteres. Pengene skal i stedet bruges på flere jobrettede samtaler med de ledige samt en mere fokuseret virksomhedsrettet indsats. 

Enhedslistens medlem af Beskæftigelses- og Socialudvalget, Ulla G. Chambless, tog forbehold for indstillingen. Listen mener nemlig ikke,  at der ikke er redegjort  godt nok for, hvad der nu skal ske med de ledige.

- Men udvalget har nu bedt forvaltningen om at gøre mere for de berørte fleksjobbere. Blandt andet skal det undersøges, om nogle af dem kan omplaceres internt i kommunen i stedet for at blive opsagt, siger socialdemokraternes udvalgsmedlem, Tim Vermund, til TV 2/FYN.