I det fynske folks tjeneste

Meget få familier kan få julehjælp

40 procent flere familier har søgt om julehjælp i år, men der har ikke været nok donationer. I Odense kan kun hver femte familie få. I Svendborg er det hver ottende.

Flere søger om hjælp

Dansk Folkehjælps lokalafdelinger har talt op og er kommet frem til, at der i år er sket en stigning på 40 procent i ansøgninger i Region Syddanmark.

Men interessen er størst på den ene side af bordet.

I Svendborg har 81 familier ansøgt, men efter indsamlingen står det klart, at kun ti kan modtage julehjælp i år.

Samme billede tegner sig i Odense, hvor kun hver femte ansøger kan modtage støtte. Her har 203 familier ansøgt, men kun 40 kan få.

Lokalafdelingen på Midtfyn er den, som har samlet flest penge ind. Her kan 50 ud af 80 modtage støtte.

Midtfynboerne mest gavmilde

Dansk Folkehjælp oplyser til TV 2/Fyn, at afdelingen på Midtfyn har fået 45.000 kroner ind, og at Odense har indsamlet 30.000 kroner samt Svendborg 8.000 kroner.

Donationerne er til enlige mødre på overførselsindkomst, og støttekronerne kommer fra medborgere og lokale virksomheder.

Du kan stadig nå det

De landsdækkende tal viser, at 50 procent af alle ansøgere må gå forgæves.

Men der er stadig håb for de mange familier, for hovedkontorets indsamling slutter først i næste uge. Og her vil overskuddet fordeles på de lokale afdelinger.