I det fynske folks tjeneste

Michael kæmper for sexofre

00:28

Som barn blev Michael Rasmussen selv misbrugt. Nu arbejder han for bedre vilkår for andre ofre for misbrug

Ventelisterne til behandling ved Center for Seksuelt Misbrugte Syd er længere end nogensinde før, og det kan have store konsekvenser for brugerne, som ikke kun må vente længere, men som heller ikke får den behandling, de har brug for. Det kæmper Michael Rasmussen fra Odense for at lave om på. Han kender problemerne på egen krop. Som barn var han selv offer for en sexkrænker. Situationen med de lange ventelister kalder han katastrofal.

- De her mennesker blev sviget af samfundet som børn, og nu bliver de sviget af samfundet igen, siger han.

Social- og indenrigsminister Karen Ellemann (V) mener, at der grundlæggende skal være en brugerbetaling for behandling. Det kalder hun for sund fornuft. Det har Michael Rasmussen imidlertid svært ved at se det sunde eller fornuftige i.

- Jeg bliver vred og ked af det. Som Karen Ellemann også godt ved, er mange af de her ofre på overførselsindkomst og har ikke mulighed for selv at betale. De har valget mellem mad på bordet og gå til psykolog, siger han.

Michael Rasmussen står bag Facebook-siden For små erstatninger til ofre for vold og seksuelle overgreb. Han fortæller, at det kræver mange års professionel indsats for mange ofre, hvis det skal lykkes at få dem tilbage på benene igen.

- Som barn bliver man sviget af dem, der egentlig skal passe på en, og det er stærkt traumatiserende. Det er en hån over for de her ofre, at man ikke tilbyder dem en ordenlig behandling og en ordentlig erstatning.

Han understreger, at politikerne er gjort bekendt med problemets omfang, og at han mener, det er en rigtig dårlig investering for samfundet at spare på ofrenes behandling.

- Ofrene kan få meget mere livskvalitet, og man kan nedbringe deres følgesygdomme. I bedste fald kan de komme tilbage på arbejdsmarkedet.

07:12 Luk video

 

Ved du noget? Så send os et tip