Millionunderskud på Stiftstidende

For andet år i træk kommer Fyens Stiftstidende ud med et to-cifret millionunderskud.

Andet år i træk med røde tal på bundlinjen.

For andet år i træk kommer Fyens Stiftstidende ud med et to-cifret millionunderskud. Ifølge Dagbladet Børsen vil underskuddet for 2000 blive i samme størrelsesorden som sidste år, da underskuddet lød på 29 mio. kr.

Administrerende direktør Hans Dam vil dog ikke bekræfte størrelsen på underskuddet, men til avisen siger han, at "det bliver betydeligt".

Fyens Stiftstidende har som de fleste andre dagblade haft dalende oplagstal og svigtende annonceindtægter.

Samtidig har det fynske dagblad mistet masser af penge på boligmarkedet. Først huggede det århusianske foretagende Ejendomsavisen Fyn hele boligmarkedet fra Fyens Stiftstidende. Derefter købte Fyens Stiftstidende Ejendomsavisen Fyn, for at slippe af med en ubehagelig konkurrent.

Avisen slap af med en konkurrent, men til gengæld må avisen acceptere røde tal på bundlinjen for andet år i træk.

Oversigt

    Oversigt