I det fynske folks tjeneste

Minister gør det nemmere for fynske cannabis-producenter

For at gøre det lettere for cannabisproducenterne har sundhedsministeren indført en ny grænseværdi for det euforiserende stof THC i hampeprodukter. Foto: TV 2/FYN

Europas største cannabisproduktion placeres på Fyn, og nu får producenterne en hjælpende hånd fra sundhedsministeren.

Det er blevet muligt for danske virksomheder at dyrke cannabis til medicinsk brug, og der er i den forbindelse planer om Europas største cannabisproduktion på Fyn.

For at gøre det lettere for cannabisproducenterne har sundhedsminister Ellen Trane Nørby (V) indført en ny grænseværdi for det euforiserende stof THC i hampeprodukter.

Det skal gøre det lettere at producere cannabisbaserede produkter som eksempelvis øl, creme og shampoo uden at bryde narkotikalovgivningen.

- Som det er lige nu, må cannabisbaserede produkter slet ikke indeholde spor af THC ifølge den danske narkotikalovgivning, og det gør det urimeligt besværligt – for ikke at sige umuligt – at producere og forhandle en lang række produkter. Men det er jo ikke meningen, at narkotikalovgivningen på den måde skal stå i vejen for erhvervslivet. Derfor vil vi indføre en tærskelværdi, siger Ellen Trane Nørby i en pressemeddelelse.

Læs også Fynsk tomatkonge skal dyrke cannabis i stor stil

Fynske gartnerier går sammen

Danmark lægger sig op ad den grænseværdi, som flere andre europæiske lande allerede har indført.

På Fyn er gartneriet Mads Pedersen og canadiske Aurora gået sammen om at etablere Europas største cannabisproduktion.

Hos Gartneriet Nældebakken i Odense har Møllerup Gods fra Djursland og canadiske Canopy Growth Corporation stiftet firmaet Spectrum Cannabis Denmark.

Med den nye grænseværdi udvider regeringen disse producenters muligheder for at udvikle, producere og forhandle produkter baseret på cannabis.

Ved du noget? Så send os et tip