I det fynske folks tjeneste

Minister kræver politiets forklaring på manglende kameraer ved broer

Kun 3 ud af 30 lovede kameraer ved motorvejsbroer er sat op, omtrent 9 måneder efter at det blev lovet.

Justitsministeren er stærkt utilfreds med, at der ikke er kommet flere kameraer op. Foto: Ole Holbech

Rigspolitiet skal give en forklaring over for forligskredsen på, hvorfor kun tre ud af 30 lovede kameraer ved motorvejsbroer er blevet sat op. Det siger justitsminister Søren Pape Poulsen (K).

Ministeren reagerer på Radio24syvs historie fredag om, at det er gået ualmindeligt langsomt med at få sat 30 lovede kameraer op, der skal sætte en stopper for stenkast ved motorvejsbroer. 

Læs også Politiet har kun sat 3 ud af 30 kameraer op på motorvejsbroer

- Jeg må sige, at jeg er stærkt utilfreds med, at der ikke er kommet flere kameraer op. Det er en sag, jeg vil bede Rigspolitiets ledelse redegøre for over for forligskredskredsen, siger justitsministeren.

For to år siden blev en tysk familie ramt af en stor betonflise på den fynske motorvej. Kvinden døde på stedet, og manden blev invalid.

For at sætte en stopper for stenkast ved motorvejsbroer, sagde justitsminister Søren Pape Poulsen i november 2017, at han ville sætte 30 kameraer op på udvalgte steder.

Men kun tre ud af 30 kameraer er sat op i slutningen af august 2018, viser en aktindsigt fra Justitsministeriet og oplysninger fra Rigspolitiet ifølge Radio24syv.

Hos Socialdemokratiet er der stærk utilfredshed.

- Det er simpelthen mangel på respekt. Vi havde fået lovning fra Søren Pape Poulsen på, at kameraerne ville blive sat op inden årsskiftet. Jeg troede, de alle sammen var sat op, og der var styr på det, siger Socialdemokratiets retsordfører, Trine Bramsen, til Radio24syv.

Rigspolitiet meddelte i december 2017, at man var "i fuld gang" med at anskaffe kameraerne. Politiet regner med at have sat 22 kameraer op inden 1. november, skriver Radio24syv.