I det fynske folks tjeneste

Ministre holder sig fra Vollsmose

Tre ministre holder hastemøde på Fyn med blandt andet politiet om Vollsmose. Men de besøger ikke boligområdet.

Justitsminister Morten Bødskov (S), boligminister Carsten Hansen (S) og social- og integrationsminister Karen Hækkerup (S) drager torsdag til Odense, men de holder sig fra Vollsmose.

Den socialt belastede bydel er ellers omdrejningspunktet for ministrenes besøg, fremgår det af en meddelelse på Justitsministeriets hjemmeside.

- Mødet har dels til formål at give ministrene en status på den politimæssige indsats oven på episoderne i boligområdet Vollsmose og på Odense Universitets Hospital.

- Dels at drøfte det aktuelle og langsigtede arbejde med at løse udfordringerne i boligområdet Vollsmose, skriver Justitsministeriet.

Men selvom bydelen i det nordøstlige Odense altså er årsagen til det dobbelte ministerbesøg, så kommer de tre socialdemokrater ikke selv til at besigtige forholdene i Vollsmose.

I stedet foregår mødet på Politigården i centrum af Odense.

Justitsministeriet begrunder over for Ritzau fravalget af et besøg i Vollsmose med, at ministrene ikke ønsker at gå i vejen for den efterforskning, som politiet fortsat er gang med oven på balladen i bydelen sent mandag.

Her blev en 26-årige mandag såret af skud og knivstik, efter to rivaliserende grupper var stødt sammen foran en ramadanfest i Vollsmose.

Da politi og ambulance ankom til stedet blev de mødt af stenkast, og da den sårede var bragt på skadestuen troppede mellem 60 og 70 bevæbnede personer op for at få fat i ofret.

De trængte ind på sygehuset og udøvede hærværk, inden politiet sendte dem på tilbagetog.

Ved du noget? Så send os et tip