I det fynske folks tjeneste

Mor vidnede i sag om 14-årig datter på sexslavekontrakt

01:47

- Jeg prøvede totalt at overse ham, da jeg skulle vidne, fortæller moderen til 14-årig pige i sexovergrebssag mod 58-årig mand i Odense.

En mor måtte i dag vidne i en sag om en række grove sexovergreb mod hendes 14-årige datter i Odense. En 58-årig mand er anklaget for at stå bag.

- Jeg prøvede totalt at overse ham, da jeg skulle vidne, fortæller moderen.

Moderen har tidligere mødt manden, da han dukkede op ved hendes og den 14-årige piges hjem.

- Han lignede slet ikke sig selv fra dengang, forklarer moderen til TV 2/FYNS's reporter ved retten i Odense.

Der ventes afsagt dom i sagen i morgen, hvilket moderen ser frem til.

- Jeg glæder mig til, der bliver sat et punktum i den her sag, fortæller moderen.

Da den 14-årige pige selv skulle vidne i sagen, blev den 58-årige mand ført ind i et andet rum.

Den 58-årige mand er blandt andet tiltalt for at have lavet en slavekontrakt med pigen, der forpligtede hende til at efterkomme sexuelle ønsker fra en med navnet Collin.

Over for retten benægter den 58-årige, at han er Collin og siger, at kontrakten var pigens egen ide. Den nævnte Collin er den person, der førte pigen og manden sammen.

Han siger også, at han i begyndelsen fungerede som hjælper med at udleve pigens fantasier og først senere havde samleje med hende. 

Det kom frem i retten, at den 58-årige mand er dømt to gange før for lignende forhold i 2012 og 2014, og at han var frakendt retten til kontakt med personer under 18 år, da han mødte den dengang 13-årige pige.

Ved du noget? Så send os et tip