I det fynske folks tjeneste

Mulig overtagelse af Biva

En af Danmarks 50 rigeste mænd, ejeren af Harald Nyborg-koncernen Kurt Daell, har angiveligt meldt sig på banen i forsøget på at få fingre i den kriseramte møbelkæde Biva.

Kurt Daell er ejer og bestyrelsesformand for Harald Nyborg-koncernen, der blandt andet ejer discountforretningerne Daells Bolighus, Harald Nyborg samt byggemarkedskæden Jem & Fix.

ifølge dagbladet Børsens oplysninger er det Kurt Daells plan at kaste Jem & Fix-kæden ind i en byttehandel, hvor de nuværende ejere af Biva, kapitalfondene Odin Equity Partners og Dania Capital lader Kurt Daell overtage Biva-butikkerne, mod at Odin Equity Partners og Dania
Capital køber sig ind i Jem & Fix-kæden.

Biva gik i betalingsstandsning 29. december, og allerede dagen efter meldte den tilsynsførende advokat, Pernille Bigaard fra Plesner ud, at
flere interesserede bydere havde meldt sig på banen.

Pernille Bigaard oplyser, at Kurt Daell ikke er blandt de interesserede
bydere, hun som tilsynsførende er blevet præsenteret for.

- Jeg har ikke hørt fra Kurt Daell, men det er ikke ensbetydende med, at han ikke kan have ført forhandlinger med parterne. Det kan han sagtens have gjort, uden at jeg som tilsyn er blevet orienteret om det. Men jeg vil selvfølgelig meget gerne høre fra ham hurtigst muligt, hvis han er interesseret, siger Pernille Bigaard fra advokatkontoret Plesner.