I det fynske folks tjeneste

Musik- og Teaterhus på vej i nyt udbud

By- og Kulturudvalget skal den 18. januar tage stilling til, om Musik- og Teaterhuset i Odense skal i nyt udbud. Og det skal det, mener både borgmester Anker Boye og rådmand Jan Boye.

Det oplyser de i en pressemeddelelse:
- Vi er enige i den proces, By- og Kulturforvaltningen foreslår, af flere grunde. Musik- og Teaterhuset har været igennem en såkaldt teknisk dialog for at afklare, om der er aktører på markedet, som kan og vil realisere projektet. Og det har dialogprocessen vist, at der er, siger rådmand Jan Boye.

Derudover har processen også vist, at det er en forudsætning, at de interesserede aktører bringes sammen om at løse opgaven.

Projektet er så komplekst, at en aktør alene ikke kan dække alle opgaver på en tilfredsstillende måde. By- og Kulturforvaltningen vurderer, at udbudsformen skal være konkurrencepræget dialog med en indledende prækvalifikationsproces.
- Denne udbudsform sikrer efter vores opfattelse, at de relevante aktører bringes sammen i konsortier, der er stærke nok til at løfte opgaven. Byrådet sætter rammen og inviterer interessenterne til at indgå i forpligtende samarbejder, siger rådmand Jan Boye.