I det fynske folks tjeneste

Nabo-protester i Gerskov hjalp ikke

Kommunalbestyrelsen i Nordfyns Kommune sagde torsdag aften god for en planlagt landbrugsudvidelse, der har fået en gruppe borgere i byen Gerskov til at protestere.

Borger-protesterne i Gerskov hjalp ikke.

I den lille landsby ønsker en landmand at tredoble sin produktion af fedekalve. Naboerne til bedriften har ellers ved hjælp af både protestgrupper og borgermøder gjort alt for at undgå, at landmanden ville få tilladelsen.

De frygter nemlig, at en udvidelse af bedriften kan medføre, at den nærliggende og EU-beskyttede Odense Fjord blir forurenet.

Men onsdag sagde kommunalbestyrelsen god for udvidelsen.
- Jeg har det rigtigt dårligt med den afgørelse, kommunalbestyrelsen har truffet, siger Flemming Olsen, der er en af de naboer, der har kæmpet for at undgå udvidelsen.

Borgerne var især skuffede over, at Socialdemokraterne sagde god for udvidelsen.
- Jeg havde forventet, at Socialdemokraterne, der er et grønt parti, ville have lyttet til de indsigelser, vi borgere er kommet med, siger en anden nabo, Trine Wenkheim.

Naboerne giver ikke op. De vil nu klage til Miljøklagenævnet for at få stoppet udvidelsen.
- Der må være nogen, der er nødt til at kæmpe for, at fjorden skal ha nogle rimelige vilkår, forklarer Trine Wenkheim.