I det fynske folks tjeneste

Nedtælling for Fionia Bank

Fionia Bank nedskrev onsdag med yderligere en halv milliard kroner. Det er mere end banken kan klare, mener analytiker Niels Jørgen Hansen fra Hansen & Nøttrup.

Fionia Banks nedskrivning i dag kan få konsekvenser mener analytiker.

Fionia Bank nedskrev tidligere på året med godt en halv milliard, og onsdag meddelte banken en yderligere nedskrivning på en halv milliard.
 
Det betyder at banken kan komme i alvorlige problemer hvis ikke der bliver grebet ind.
 
- Den første halve milliard kunne de tåle. Men den næste kræver enten en drastisk omlægning af hele forretningen, tilført kapital eller en fusionspartner, siger Niels Jørgen Hansen.

Niels Jørgen Hansen tror ikke på en omlægning af bankens virksomhed. En fusionspartner ville være bankens bedste bud, men heller ikke det er en reel mulighed.

- Som markedet ser ud nu, er det stort set umuligt at finde en fusionspartner, for der er ingen der har kapital nok, siger Niels Jørgen Hansen. 

Løsning skal komme snart

- Når man påtager sig sådan en nedskrivning, så er det ligesom at starte en nedtælling. Nu skal man have en løsning på plads inden for kort tid, siger Niels Jørgen Hansen.

For kunderne i banken er nedskrivningen reelt lig med et lånestop, mener Niels Jørgen Hansen.