I det fynske folks tjeneste

Net-nedbrud i store dele af Odense

Internettet har natten til fredag og fredag morgen været lammet i store dele af Odense.

It-nedbruddet betød store problemer hos Odense Kommune

1 af 2

Problemerne skyldes fejl i forbindelse med nogle opdateringer hos TDC.
Siden midnat har en af hovedvejene på ip-nettet været nede i Odense, og TDC fik først udbedret fejlen fredag formiddag. Problemerne opstod i forbindelse med at TDC skulle opdatere nogle såkaldte routere.

- Det gik galt og et stykke hardware stod af, og det har betydet, at 3000 kunder i Odense er uden internet, og resten af Odense oplever midlertidige nedbrud eller meget langsom forbindelse, fortæller vagtchef hos TDC, Flemming Jens.

Odense Kommune var en af de mange store kunder der blev lammet af fejlen. Kommunen er afhængig af en TDC-server, og nedbruddet betød, at borgerservicen brød sammen, og at medarbejderne ikke kunne udføre deres opgave.

- Det er virkelig irriterende specielt for borgerne, men også for vores folk, som gerne vil arbejde, det kan de ikke, og i stedet rydder de op og gør klar til flytning i næste uge, siger chef for borgerservicecenteret, Hanne Sørud.

TDC arbejdede intensivt på at udbedre fejlen hele fredag morgen, men først klokken 10.30 blev alle forbindelser genetableret.

- Det er meget beklageligt at det kan ske, men vi kan ikke gardere os mod den slags fejl, siger Flemming Jens.