I det fynske folks tjeneste

Niårig dreng kørt ned af flugtbilist: Fem henvendelser til politiet

Tirsdag morgen blev en niårig dreng kørt ned af en bil, der ikke stoppede for at tilse ham. Foto: Ken Petersen

Fyns Politi har nu fået fem henvendelser i sagen om den niårige dreng, der tirsdag morgen blev ramt af en flugtbilist.

Tirsdag morgen blev en niårig dreng fundet i vejkanten på Mølmarksvej i Svendborg. Politiet mistænkte ud fra drengens brud på ben, hofter og skulder, at drengen var blevet påkørt af en flugtbilist. 

Politiet kunne endelig bekræfte onsdag, at drengen var blevet påkørt. Politiet er kommet i besiddelse af overvågningsbilleder, der viser påkørslen.

Men der er ikke nok at se på videoen til, at politiet kunne lave en anholdelse af flugtbilisten. Derfor bad Fyns Politi borgerne om hjælp onsdag. 

Læs også Niårig kørt ned og efterladt: Brækkede ben, hofter og skulder

- Vi er derfor meget interesserede i henvendelser fra borgere, som kan ligge inde med værdifulde oplysninger i forhold til opklaring af sagen. Har man ramt noget på Mølmarksvej i går morges uden at registrere, hvad det var, har man set en personbil i Svendborg-området som den beskrevne med skader på fronten, eller har et værksted fået indbragt en personbil som beskrevet til reparation eller lignende, skal man ikke holde sig tilbage med at kontakte Fyns Politi på 114, skrev politiet i en pressemeddelelse onsdag. 

Og det gav pote. Der er siden onsdag eftermiddag kommet fem tip ind til Fyns Politi, om den niårige dreng, der blev ramt af en bil. Det oplyser Anders Furbo Therkelsen, der er vagtchef ved Fyns Politi til TV2/ Fyn torsdag morgen. 

- Der skal kigges nærmere på henvendelserne for at se, om der er nogle af dem, der kan hjælpe os, siger vagtchefen.

Der skal kigges nærmere på henvendelserne for at se, om der er nogle af dem, der kan hjælpe os

Anders Furbo Therkelsen, vagtchef ved Fyns Politi

På videoen løber drengen ad Jægermarken og krydser Mølmarksvej midt mellem Skyttevej og Hesselbjerg. Her bliver han påkørt af en personbil i den sydlige vognbane på Mølmarksvej.

Personbilen beskrives som mørk, mellemstor, formentlig en nyere model. Fyns Politi forventer efter at have set påkørslen, at bilen har skader på fronten. 

Føreren af personbilen forsvandt fra ulykkesstedet uden at tilse drengen. 

Troede først det var epilepsi

Omkring klokken 7.30 tirsdag morgen modtog Fyns Politi anmeldelse om, at drengen lå bevidstløs i vejsiden i T-krydset, hvor Mølmarksvej møder Hesselbjerg i Svendborg.

I første omgang mistænkte politi og ambulancereddere, at drengen var faldet om af et epileptisk anfald.

Det viste sig senere ved en nærmere undersøgelse på Odense Universitetshospital, at drengen havde brud på ben, skulder og hofter. Og at drengen desuden ikke lider af epilepsi. 

Skadernes omfang og placering fik såvel lægerne på OUH som Fyns Politi til at tro, at drengen var blevet påkørt, hvorefter bilisten var flygtet fra ulykkesstedet. 

Fyns Politi fortalte tirsdag aften til TV 2/Fyn, at drengen ikke kan huske andet end, at han var på vej i skole. Drengen har altså ingen erindring om, hvad der er sket.

Den niårige dreng har det efter omstændighederne godt nu. 

 

 

Ved du noget? Så send os et tip