I det fynske folks tjeneste

Nicki P. vil have flere præmiepenge

Nicki Pedersen glæder sig over, at Grand Prix-serien i speedway skal udvides, men kræver samtidig, at den bliver mere attraktiv rent økonomisk.

Den fynske speedwaykører Nicki Pedersen vil have flere præmiepenge.

Selv om Nicki Pedersen får udsigt til en længere sæson og flere løb i en i forvejen presset kalender, tager den danske speedwayverdensmester godt imod tankerne om at udvide Grand Prix-serien i speedway, som de nye rettighedshavere IMG går og pusler med.

I det hele taget er han meget positiv på speedwaysportens vegne over, at den verdensomspændende managementkoncern fremover skal udvikle konceptet.

 - Speedwaysporten er nået så langt, som vi kunne komme med de hidtidige ejere, og jeg har slet ikke fantasi til at forestille mig, hvad det kan munde ud i, når IMG først for alvor kommet i gang. Tag bare og se på tv-siden, hvor der kun gik halvanden måned fra overtagelsen, og til at Eurosport begyndte at sende speedway, siger Nicki Pedersen, der er bekendt med rygterne om nye afdelinger i Rusland og Australien, ligesom han også har hørt Las Vegas og Singapore omtalt som mulige nye hjemsteder for kommende Grand Prix-løb.

Men han forventer også, at der i givet fald kommer bedre økonomi i serien, hvor præmiepengene stadig er relativt små.

- Det er jo lidt underligt, at jeg dagen efter, at jeg har vundet et Grand Prix kan tjene næsten dobbelt så meget, når jeg kører et ligaløb i Polen. Og hvis vi skal længere væk, bliver der mere rejsetid, men også større udgifter til personale, transport og ophold. Så skulle der gerne også penge være flere penge at tjene i den anden ende, så det ikke bare ender med at blive et stort sjovt cirkus, der kører rundt fra sted til sted uden, at man bliver betalt for at være med, siger fynboen, der i givet fald også vil være tvunget til at vælge flere ligaløb fra.

- Hvis vi skal til at køre i Australien i marts måned, så bliver sæsonen jo pludselig en måned længere, og så bliver jeg i højere grad nødt til at sortere i, hvor mange løb, jeg kan overkomme at køre uden at brænde ud, siger den temperamentsfulde fynbo, der allerede af samme årsag har valgt den engelske liga fra i den kommende sæson.

Han har i øvrigt sit helt eget bud på, hvordan Grand Prix-serien kan blive endnu mere attraktiv og tiltrække flere pengestærke sponsorer.

- På et tidspunkt skal vi til at køre på motorer som Yamaha, Kawasaki og Honda. Mærker, som folk kender, og som man også kan køre på vejen. Den dag, fabrikkerne går ind og tager over, tror jeg, at man kan give Grand Prix-serien et boost. Vi er vel en af de eneste tilbageværende motorsportsgrene, hvor det stadig er den enkelte kører, der ejer sit team, siger Pedersen.