I det fynske folks tjeneste

Trækker afslag tilbage: Nu får blinde Carsten alligevel kørselshjælp

Carsten Dan Jakobsen er næsten blind. Alligevel fik han afslag på handicapkørsel. Efter TV 2/Fyn fortalte hans historie, trækker Odense Kommune nu afslaget tilbage.

00:23

Efter TV 2/Fyn fortalte Carsten Dan Jakobsens historie tirsdag, trækker Odense Kommune nu afslaget tilbage og bevilger ham en kørselsordning. Video: Morten Grundholm

Når man kun har fire procent syn på øjnene, kan det være en udfordring at komme rundt i trafikken.

- Det er drønende træls at skulle være afhængig af andre hele tiden, siger 50-årige Carsten Dan Jakobsen.

Derfor søgte han i sommeren 2018 om at få bevilget individuel handicaptransport. Men som TV 2/Fyn tirsdag fortalte, fik Carsten Dan Jakobsen afslag fra Odense Kommune på sin ansøgning.

Nu er der sket nyt i sagen. Natten til onsdag har Carsten Dan Jakobsen fået en ny melding fra Odense Kommune i sin e-boks.

 

Læs også Blinde i klemme: Carsten fik nej til kørselsordning

 

- Hermed en bevilling på SBH-ordning, læser en kvindelig stemme op fra brevet fra Odense Kommune, der står med zoomet tekst på Carsten Dan Jakobsens computer.

00:14

Her får Carsten Dan Jakobsen læst teksten op i det brev fra Odense Kommune, hvor der står, at han alligevel er bevilget individuel handicapkørsel. Video: Morten Grundholm

Luk video

 

Afslaget fra Odense Kommune er blevet trukket tilbage, og Carsten Dan Jakobsen er nu alligevel blevet bevilliget ordningen.

- Det er ufatteligt, at man skal igennem medierne for, at der sker nogle ting og sager. Men jeg er glad og lykkelig, siger Carsten Dan Jakobsen.

Odense Kommune oplyser, at de har behandlet omkring 40 ansøgninger fra blinde og meget svagtseende. Heraf er fem blev sat på pause og en har fået afslag. Og de har onsdag alle fået godkendt deres ansøgning.

Fik nej fordi han kan tage bus i dagslys

Carsten Dan Jakobsen har været næsten helt blind siden en trafikulykke for fire år siden.

I første omgang havde han fået afslag på sin ansøgning med den begrundelse, at han er i stand til at tage offentlig transport.

- Jeg kunne ikke få hjælp, fordi jeg havde fået en kikkert som hjælpemiddel, siger Carsten Dan Jakobsen.

Kikkerten er en lille speciel microlux-kikkert, som Carsten Dan Jakobsen til nøds kan bruge i dagslys. 

- Hvis jeg er heldig, så kan jeg lige se busnummeret, forklarer han.

Men han kikkerten hjælper ham ikke meget, når det er mørkt. Blandt andet derfor er det kun om dagen, Carsten Dan Jakobsen tør tage med offentlig transport. Han kan nemlig ikke se, når det er mørkt.

- Det er problematisk. Lige pludselig kan der jo komme en bil, og ja - så ved man jo godt, hvad der kan ske, siger Carsten Dan Jakobsen.

 

Læs også Blinde i klemme: Minister undrer sig over Odense Kommune

 

Dansk Blindesamfund kritiserer Odense Kommune

Det er irrelevant, at Carsten Dan Jakobsen indimellem kan bruge offentlig transport, lød det tirsdag fra interesseorganisation Danske Blindesamfund.

Dansk Blindesamfund mener, at Odense Kommune har været på kant med loven i sagerne om odenseanere, der har fået afslag eller fået trukket sager ud. Det fortæller formanden i organisationens fynske afdeling.

- Vi havde den forventning, at Odense Kommune ville bevilge handicapkørsel til blinde og svagtseende. Det er meget kedeligt den måde, som de (Odense Kommune, red.) har trukket medlemmernes sager i langdrag, lød det tirsdag fra Keld Nielsen.

Tirsdag morgen oplyste By- og Kulturrådmand Jane Jegind (V) til Dansk Blindesamfund, at Odense Kommune afventer en redegørelse fra Kommunernes Landsforening (KL).

Ifølge et brev fra Odense Kommune sendt til Kommunernes Landsforening er Odense Kommune uenig med Transport-, Bygge- og Boligministeriet i tolkningen af loven på området.

KL ventes ifølge Jane Jegind efter jul at kunne oplyse, hvorvidt KL vurderer, at Odense Kommune har fulgt reglerne for bevillinger af handicapkørsel.