Nu kommer sommervarmen for alvor - og det holder ved

Tirsdag byder på sol, tørvejr og 26-27 grader på Fyn, og der er varslet hedebølge de næste dage. 

Efter en våd og trist mandag er sommervarme direkte på vej fra Saharaørkenen mod Fyn og resten af landet.

- Når vi ser frem mod de kommende dage, er det helt anderledes sommervejr, vi skal have på besøg, siger Lone Seir fra TV 2 Vejret.

- Allerede fra morgenstunden er det tørvejr og solskin. Temperaturer på 16-17 grader. Det bliver dagen igennem tørvejr, og temperaturen når op på 26 grader, når det er varmest, fortæller Lone Seir.

Det varme sommervejr fortsætter, og femdøgnsprognosen byder udelukkende på meterologiske sommerdage med over 25 grader.

- Tørvejr, solskin og næsten ingen vind. Det er højtryksvejr, der nærmer sig Danmark. Temperaturen på Fyn kan nå op på 26-27 grader, formentlig også varmere lokalt. Det er rigtig sommervarme, der er på vej, siger Lone Seir.

Varmen kommer hele vejen fra Afrika.
Fotograf: TV 2 Vejret

DMI varsler om hedebølge 

Danmarks Meterologiske Institut, DMI, har udsendt et varsel om en regulær hedebølge i denne uge.

- Meget varm luft strømmer op mod Danmark fra sydøst. Der kan flere steder i landet komme en sammenhængende periode på mere end tre dage, hvor temperaturen når over 28 grader, siger DMI’s vagtchef, Frank Nilsen. 

- Det forventes, at temperaturen kommer til at ligge mellem 28 og 30, lokalt 32 grader, der hvor det bliver varmest, siger Frank Nilsen. 

Der er dermed udsigt til en lang række sommerdage med temperaturer over 25 grader. Denne måneds første sommerdag kom først 18. juli efter en - indtil nu - kølig sommermåned.

Oversigt

    Oversigt