I det fynske folks tjeneste

Ny fynsk stil gav bonus i premieren

OB har øvet sig i at tage mere initiativ, og det gav en god start på sæsonen. 

OB's forsvarende sølvvindere fik på alle måder en perfekt
indledning på den nye sæson.

Ikke blot vandt fynboerne 2-0 over FC Nordsjælland, men en ny
og mere boldbesiddende stil vandt også indpas i første halvleg,
konkluderer OB's matchvinder Hans Henrik Andreasen.

Han var på pletten med to scoringer, og fortsætter dermed sin
personlige tradition med at bombe løs i sæsonens indledning.

- Jeg fornemmer allerede, at vi har rykket os i forhold til
sidste sæson, og det viste vi i første halvleg.

- Vi har øvet os på at være mere i boldbesiddelse og have mere
initiativ. Samtidig bygger vi spillet op på en anderledes måde,
som giver os flere muligheder, siger Hans Henrik Andreasen.
 
- Vi kom til rigtig mange gode chancer i første halvleg, og
efter vores scoring til 2-0 behøvede vi jo ikke at jagte flere
mål.

- Nordsjælland har et godt pasningsspil og havde bolden meget
i anden halvleg, men omvendt var vi godt organiseret og fik
nogle gode kontramuligheder, siger en træt Andreasen.

- Vi mangler stadig noget for at komme på maksimum. Jeg var
rigtig træt til sidst i dag, og det plejer jeg altså ikke at
være. Så det gør godt at komme fra start med en hjemmesejr. Dem
får vi forhåbentlig mange af i den her sæson, siger
OB-matchvinderen

 /ritzau/