Ny ordning skal løse sårbar bemanding på Svendborg Sygehus

Én læge på Fødeafdelingen i Svendborg er for lidt, og derfor skal en ny ordning være med til at mindske risikoen for kritiske situationer.

På Fødeafdelingen på Svendborg Sygehus er der kun én læge til stede ad gangen, men det kan i kritiske situationer være for lidt.

Derfor bliver der nu etableret en tilkaldevagtordning for at mindske risikoen ved eksempelvis akutte kejsersnit.

- Det er positivt, at vi får en mulighed for at tilkalde en ekstra speciellæge, når der er behov for det, siger Bjarne Rønne Kristensen, der er ledende overlæge på Fødeafdelingen på Svendborg Sygehus. 

Næstbedste løsning

Selv om det ideelle ville være at være to eller flere fødselslæger til stede samtidig, er det dog ikke realistisk rent økonomisk.

- Vi skønner af sikkerhedsgrunde, at det er rigtigt at have to til stede. Rent ressourcemæssigt har vi ikke mulighed for at stille med to læger døgnet rundt. Derfor er den næstbedste løsning at have én tilkaldelæge, forklarer Bjarne Rønne Kristensen.

Der har på Svendborg Sygehus ikke været nogen situationer, hvor mangel på læger på Fødeafdelingen er gået ud over den fødende eller fosteret, men der har været vanskelige situationer for personalet.

Derfor forsøger Region Syddanmark at løse problemet med den nye ordning, der træder i kraft i løbet af foråret 2018.

Akutte kejsersnit

Det er især akutte kejsersnit, der kan være vanskelige at klare for en enkelt læge.

- Ved de mest akutte kejsersnit skal barnet være ude inden for et kvarter. En tilkaldevagt, der bor 20 minutter herfra, kan selvfølgelig ikke nå at være her, når man går i gang med kejsersnittet, siger Bjarne Rønne Kristensen.

Alligevel vil en ordning med en tilkaldelæge hjælpe med at løse problemet.  

- Rigtig mange af de mulige komplikationer, der kan opstå i forbindelse med et akut kejsersnit, kommer, efter barnet er taget ud, og der kan tilkaldevagten nå at være inde, forklarer overlægen.

Der er fem fødesteder i Region Syddanmark. Den mindste ligger i Svendborg, hvor man i 2017 håndterede 860 fødsler. Af dem var 61 med akut kejsersnit.

Oversigt

    Oversigt