I det fynske folks tjeneste

Ny rapport: Langeskov Station vil koste samfundet 336 millioner kroner

Det bliver en dyr fornøjelse for samfundet at genåbne Langeskov Station, viser en ny rapport fra Transportministeriet. Over 50 år er prisen 336 millioner kroner

00:28

Det vil koste samfundet 336 millioner at genåbne Langeskov Station, konkluderer ny rapport.

Det er kun tre år og én måned siden, at Langeskov Station åbnede på togstrækningen mellem Nyborg og Odense. Siden januar 2017 har stationen været betjent med ét IC-tog i timen i hver retning.

Men det har været en dyr fornøjelse at genåbne stationen i Langeskov. Rapporten fra Transportministeriet konkluderer således, at den samlede samfundsøkonomiske effekt af at genåbne stationen løber op i et tab på 336 millioner kroner.

Opdateret

  • 25. nov 2018 kl. 17:32 Kommentar fra transportministeren tilføjet
  • 26. nov 2018 kl. 12:25 Overskrift og indledning er ændret, da udgifterne på 336 millioner kroner stammer fra en analyse over hvad stationen kan koste samfundet de næste 50 år

Derudover konkluderes det også, effekten af genåbningen overordnet set har været negativ for togpassagererne som helhed.

- Genåbningen af stationen har været til gavn for de passagerer, som rejser til og fra Langeskov og opland. Til gengæld har genåbningen betydet, at de øvrige passagerer i togene, som stopper i Langeskov, har fået en lidt længere rejsetid.

- Samlet set viser analysen, at effekten har været negativ for togpassagererne som helhed. Det betyder også, at projektet har medført et lille fald i transportarbejdet i den kollektive trafik. Det skyldes især, at der er relativt få passagerer, som benytter Langeskov Station, står der i rapportens sammenfatning.

Venstre: Det er stadig en god investering 

Men rapportens konklusioner rokker ikke på holdningen hos Venstres Jane Heitmann, som stadig mener, at det var en god ide at genåbne stationen i Langeskov.

- Jeg har kæmpet for, at der skulle komme et togstop i Langeskov. Selvfølgelig koster det nogle penge, men set fra min stol, så rokker den her rapport ikke ved, at det er en god investering, siger Jane Heitmann, medlem af Folketingets transportudvalg for Venstre.

Jane Heitmann understreger, at hun ser frem til drøftelserne i Folketingets transportudvalg. 

Læs også Fynske kunder flygter fra toget

Får opbakning fra Socialdemokratiet 

På den anden side af Folketingssalen møder Jane Heitmann opbakning fra sin fynske kollega Erik Christensen, der er medlem af transportudvalget for Socialdemokratiet.

På trods af rapportens dystre konklusioner, så mener Erik Christensen nemlig også, at det var den rigtige beslutning af genåbne Langeskov Station.

- Jeg mener stadigvæk, at det er en god ide, at vi får bundet det her land sammen så godt som muligt gennem kollektiv trafik.

- For det er vigtigt, at så mange danskere som muligt får et reelt alternativ til bilen, og det koster nogle penge. Hvis vi mener det alvorligt, at vi vil løse trængslen på motorvejen, og at vi vil arbejde for miljøet, så er vi nødt til at gøre noget ved den kollektive trafik, siger Erik Christensen.

Transportminister Ole Birk Olesen (LA) siger om rapporten:

- Analysen viser et særligt forhold på jernbanen, da en strækning ikke nødvendigvis bliver bedre af at få tilført flere stationer. Et ønske om at øge betjeningen lokalt kan svække produktet så meget, at det ender med at have en negativ virkning for den samlede passagermængde. Derfor er de trafikale analyser meget vigtige, når vi fremadrettet træffer beslutninger om eventuelle nye stationer, lyder det fra ministeren.

00:39 Luk video