I det fynske folks tjeneste

Ny sommercamp for de aktive: Lær sprog med kroppen

Unge iværksættere fra Syddansk Universitet har i halvandet år knoklet for at få stablet en sommercamp på benene, der kombinerer sport og læring. Til sommer bliver det virkelighed.

Foto: Selvedina Memisevic

En flok unge iværksættere fra SDU i Odense har siden sidste sommer arbejdet hårdt for at starte en sommercamp, der kombinerer sport og sproglig læring.

Sommercampen, der har fået navnet 'Camp Sprog&Sport', skal efter planen afvikles i sommerferien, hvor den første gruppe 13 til 16-årige får lov til at afprøve den nye camp. 

- Det er bevist, at man lærer bedre, når man lærer gennem kroppen. Især for de elever, der har svært ved at sidde stille på stolen i timerne, siger Jakob Nørgaard, der er stifter og leder af Camp Sprog&Sport.

Han fortæller, at målgruppen på de 13 til 16-årige efterspørger alternativer til den traditionelle læringsform, og at de gerne vil ud og være aktive og have noget mere leg ind over deres sproglige læring. 

- Vi har fået lov til at låne lokalerne fra SDU's Videnby i sommerferien, hvor vi afholder campen. Der er masser af gulvplads, og i et af lokalerne kan vi endda tegne på væggene og kan udfolde os rigtig kreativt, siger Jakob Nørgaard. 

Campen knytter sig til de sproglige fag og har især fokus på anderledes og aktiv undervisning i engelsk og tysk.

- Det har vi valgt, fordi engelsk er et stort sprog, som er ekstremt vigtigt at lære, også fordi vi bliver mere og mere globale. Tysk har vi valgt, fordi det er vores naboland og et sprog med stort fokus i folkeskolen. Og så fordi mange forbinder tyskundervisning med noget svært og skemalagt, siger Jakob Nørgaard.

06:31

'Camp Sprog&Sport' skal efter planen afvikles i sommerferien. Jakob Nørgaard og Julie Christine Maser Larsen gæstede vores studie og fortalte om campen.

Luk video